Det danske samfund var omkring år 1500 stærkt klassedelt. Et fåtal bestående af bisperne og den højere adel ejede megen jord og havde derfor også stor indflydelse. I modsætning til dem stod bønderne, som udgjorde størstedelen af befolkningen, men ejede mindst jord.
Ligesom
mange andre europæiske monarker følte Kong Christian II sig truet af
højadelens og biskoppernes tiltagende magt. For at svække dem valgte han
at styrke den borgerstand, der havde vokset sig stor i løbet af
1400-tallet. Det var en torn i øjet på højadelen.
Christian II og dronning Elisabeth afbildet på en altertavle fra Mariæ Kirke i Helsingør (nu Nationalmuseet).
Kong Christian i eksil
Christian II kunne være hensynsløs, når han forfulgte sine mål. Han blev berygtet for det stockholmske blodbad (1520), hvor han lod 80 højtstående gejstlige og adelsmænd halshugge. Kongen blandede sig også håndfast i besættelsen af kirkelige embeder.
Til sidst blev det for meget for de katolske adelige og biskopperne i Rigsrådet, som drev kongen i landflygtighed i 1523. Han skulle dog siden vende tilbage, men kun for at blive sat i fængsel på Sønderborg slot.
Poul Helgesen var Danmarks bibelhumanist
Ligesom i resten af Europa var bibelhumanismen populær blandt de lærde i Danmark. Den blev især båret frem af Poul Helgesen, som underviste på Universitetet i København. Han lå på linje med Luther på visse områder, men ville under ingen omstændigheder bryde med kirken. Derfor blev han også kørt ud på et sidespor i 1520’erne, efterhånden som Reformationen vandt frem. Man opfattede det, som om han stod med et ben i hver lejr. Katolikkerne hånede ham for hans lutherske sympatier, og protestanterne syntes ikke, han gik vidt nok.