Efter Frederik I's død i 1533 valgte rigsrådet p.g.a. uenighed at udskyde valget af en ny konge i et år. I mellemtiden skulle rigsrådet regere. Det blev ved samme lejlighed overladt til hver enkelt biskop at afgøre, om der skulle prædikes luthersk eller katolsk i hans stift. Bisperne genvandt i det hele taget meget af deres gamle magt.
Mistro til rigsrådet
Rigsrådet blev for en stor del styret af adelen. Derfor var borgere fra især Malmø og København stærkt utilfredse med, at rigsrådet skulle regere uden at holdes i skak af en konge. Det samme var en stor gruppe nordjyske bønder, som blev anført af Christiern II's tidligere kaperkaptajn, Skipper Clement.
Borgere og bønder i fælles front
Borgere og bønder sluttede sig sammen om at støtte den tidligere konge Christiern II, som i 1523 var blevet væltet og nu levede i landflygtighed. De huskede, at Kong Christiern havde støttet borgerne imod adelens interesser, og de så ham derfor som en allieret i kampen mod de højadelige i rigsrådet. Et folkeligt oprør mod bisperne og adelen brød løs i 1534. Nu var der borgerkrig i Danmark.
Grev Christoffer støttede Christern II
De danske borgere og bønder fik støtte fra den nordtyske hansestad Lübeck, hvor stærke kræfter ønskede at udnytte det kongeløse kaos i Danmark til at fremme egne handelsinteresser.
Lübecks hærfører, grev Christoffer af
Oldenburg, kom til at stå som militær leder af den fløj, der støttede
Christiern II. Borgerkrigen har siden fået navn efter ham: Grevens fejde.
Grev Kristoffer af Oldenburg og hans våbenskjold. (Træsnit fra
"Herman Hammelmanns Oldenburgisch Chronicon", 1599)