Fortsæt til hovedindholdet

Kordegnen

Kordegnen har et alsidigt arbejde og er i kontakt med mange forskellige mennesker i sit job.

I de fleste kirker er kordegnens arbejde en kombination af administrative opgaver på kirkekontoret og praktiske opgaver ved gudstjenesten.

De administrative opgaver kan være bogholderi og personregistrering. Folkekirken har ansvar for al personregistrering i Danmark, og det er ofte kordegnen, der modtager og registrerer anmeldelser om fødsler og dødsfald i kirkebogen. Det er også kordegnen, der laver eksempelvis dåbs- og vielsesattester.

Kordegnen passer den offentlige åbningstid på kirkens kontor, hvor sognets borgere kan henvende sig omkring eksempelvis dåb, vielse og begravelse.

Praktiske opgaver

Ved gudstjenesten kan det være kordegnens opgave at bede ind- og udgangsbøn, hjælpe med uddeling af nadver og læse meddelelser. 
Det er dog ikke i alle kirker, kordegnen medvirker ved søndagens gudstjeneste. Det er op til den enkelte kirke at prioritere og fordele opgaverne.
 

Kordegnen er også sekretær for menighedsrådet og dets underudvalg. Som regel er det kordegnen, der udsender dagsorden samt fører beslutningsreferat under rådets møder.

Hertil kommer andre sekretæropgaver som brevskrivning, arkivering, udarbejdelse af statistik m.m. 

Aktiv i sognets arrangementer

Kordegnen styrer sognets kalender og eksempelvis tilmelding til studiekredse, udflugter og babysalmesang. Ofte deltager kordegnen aktivt i sognets aktiviteter som eksempelvis uddeling af midler til trængende i sognet året rundt og styring og klargøring af juleuddeling.

I disse forbindelser møder kordegnen også de svageste beboere i sognet, og derfor skal en kordegn kunne omgås mennesker fra alle samfundslag og nationaliteter på en ordentlig måde.

Sådan bliver du kordegn

Der findes ikke en egentlig uddannelse til kordegn. I stedet udbydes der en række kurser, som er relevante for nyansatte kordegne. Dem kan du læse mere om her.
 

Besøg også Danmarks Kordegneforening.

Find ledige jobs i folkekirken