Fortsæt til hovedindholdet

Frivillige

I folkekirken er alle velkomne til at deltage i kirkens liv. Du kan deltage ved at komme til gudstjeneste om søndagen, men der er også mange andre måder at engagere sig i kirken på.

Uanset hvor lille eller stort dit engagement er, så har det værdi for fællesskabet.

Opgaverne varierer

De frivilliges opgaver er meget forskellige og varierer efter den enkelte kirkes behov og de frivilliges ønsker og interesser.

Nogle frivillige hjælper med at tilberede kirkefrokoster eller med at pynte kirken med blomster før gudstjenesten. Andre har en opgave under gudstjenesten. Det kan være at læse en bibeltekst eller bede en bøn. Nogle kirker har en børne- eller ungdomsklub, hvor frivillige i kirken står for en stor del af arbejdet med de unge. Andre fungerer som besøgsvenner for ældre i sognet.

I nogle kirker vil du se noget, der ligner jobopslag for frivillige. I andre kirker vil det være dig selv, der skal tage initiativ og spørge kirkens præst eller kirke- og kulturmedarbejderen, om de har brug for frivillige medarbejdere. 

Medlem af menighedsrådet

Hvis du har lyst til at være en aktiv del af livet i din kirke, kan du også stille op til menighedsrådet.

Menighedsrådet er den lokale kirkes ledelse, og rådet er sammensat af frivillige, som vælges for en periode på fire eller to år ad gangen.

Rådet har ansvar for kirkens økonomi og er arbejdsgiver for alle personalegrupper i kirken undtagen præsterne. Menighedsrådet spiller dog en central rolle ved ansættelsen af præster. Det er nemlig menighedsrådet, der indstiller den kandidat, de ønsker skal ansættes, til Kirkeministeriet.

Menighedsrådet og kirkens præst(er) har et fælles ansvar for at skabe og opretholde gode rammer for kirkens liv og vækst, gudstjenesten, forkyndelse af evangeliet og forvaltning af sakramenterne, dvs. dåb og nadver

Hvem kan vælges?

For at blive valgt til kirkens menighedsråd skal du være medlem af folkekirken og tilhøre det sogn, du gerne vil sidde i menighedsrådet i.

Rådet mødes normalt en gang om måneden. Ud over de regelmæssige menighedsrådsmøder er rådets medlemmer tit involveret i forskellige udvalg, aktiviteter og opgaver i kirken.

Normalt har hvert sogn et menighedsråd bestående af 5 til 15 valgte medlemmer plus sognets præst(er). To eller flere sogne kan beslutte sig for at lave et fælles menighedsråd. Det forklarer, hvorfor antallet af menighedsråd på landsplan er lavere end antallet af sogne

Læs mere om, hvad menighedsrådet laver på Landsforeningen af Menighedsråds hjemmeside.