Kære konfirmander
Der er øjeblikke, der vokser ud over deres kant. Et sådan øjeblik er nu. Hvis I ikke forstår, hvad jeg mener, såprøv at se jeres forældre i øjnene. For ca. 13 år siden bar de jer ind i kirken, og I blev døbt. Den dag såde påjer med de samme glødende øjne som i dag.
Om nogle år skal nogle af jer måske giftes her i kirken, og fædrene skal føre døtrene op af kirkegulvet, og I skal knæle ved alteret sammen med et menneske, I elsker. Og sågår der forhåbentlig mange år, og hvis alt foregår i den orden, I håber, så skal I, ved jeres forældres begravelse, bære dem ud af kirken. Rummet her er skabt til at rumme den største glæde og den dybeste sorg og smerte.
Vi sang om det inden prædikenen i salmen ”Uberørt af byens travlhed”. Her lød ordene: Slægters fodtrin lyder mod os op igennem glemte år, danse-lette eller tunge, som de følte deres kår, når de andagtsfulde kom med deres småtil livets Gud, når de knugede af sorgen bar de kære døde ud.
Kirken er et rum til alt det, vi ikke kan bære alene. Her kommer vi og bliver styrket af Gud, så vi kan bære hinanden
Kirken er et rum til refleksion over livet.
Det er en kendt kliché, at I i dag træder ind i de voksnes rækker. Det er noget vrøvl. Men I er begyndt at reflektere over jeres eget ansvar; I er begyndt at reflektere over, hvem I er, og hvad I ønsker jer af livet.
Kirken er ogsået rum til den refleksion; og her i rummet bliver I ikke vurderet på, om I har succes; her i rummet bliver I bare taget imod. Og når I sætter jer påbænken, såspørger Gud helt stilfærdigt, og med oprigtig interesse: Hvordan har du det? Og i det øjeblik begynder bønnen og den ordløse samtale, der er en af kirkens kendetegn.
Lad den samtale være en ledestjerne for jer, når tingene ikke går, som I håbede. Når I mister én, I elsker; når I får alt det I ønsker jer, men ikke det, I har brug for; når I er udmattede og trætte, men ikke kan sove; når I gør jeres bedste, og alligevel fejler; når tårerne løber af jeres kinder; når I sidder fast og hverken kan finde frem eller tilbage: Så sæt jer i kirken eller påen bænk med udsigt; og når I sætter jer, vil Gud selv række sine sårmærkede hænder ud imod jer, og spørge med oprigtig interesse: Hvordan har du det?
Og da vil lyset lede jer; de lyse øjeblikke, som Dostojevskij talte om, hvor man formulerer sin trosbekendelse til de tågede og tvivlende tider; det er dem, I skal navigere efter for at finde hjem.
Og derhjemme står der et andet mennesket, en familie, en flok venner, og de er Guds svar til jer. Det er hos dem, I bliver hele igen. De vil række jer deres sårmærkede hænder, for ogsåde har lidt, og såsiger de med deres egen stemme, og med ekkoet af Jesus’ stemme: 'I will try to fix you'.