Dåben er en god anledning til at tænke over sit forhold til det guddommelige, mener Rane Willerslev.
Foto. Rógvi N. Johansen, Moesgaard.
Lea Holtze
Som professor og antropolog er 45-årige Rane Willerslev skolet i empiriske studier, at opstille hypoteser og minutiøst analysere sig frem til, hvad der objektivt set er ret og vrang. Så enkelt er det langt fra med det guddommelige, men det er ikke desto mindre lige så sandt for ham, fortæller han.
- Jeg har oplevet alle mulige mærkværdigheder ude i ødemarken i Sibirien, hvor jeg har lavet feltarbejde, og siden da har jeg ikke kunnet tilsluttet mig et simpelt naturvidenskabeligt verdensbillede. Dét, der ligger uden for, kalder vi det guddommelige, og at det eksisterer, er der ingen tvivl om i min bog, siger han.
Religion følger ikke logikkens univers
Da Rane Willerslevs to døtre, som i dag er seks og ni år, blev født, var det hans daværende kones store ønske, at de skulle døbes. Hendes familie har stærke rødder i folkekirken, og for hende var dåben en betydningsfuld gave, som Rane Willerslev indvilgede i at give dem.
Men Rane Willerslev var ikke selv døbt, og fra sibiriske naturfolk havde han fået fortalt, at hedninge og kristne kommer til at leve på hver sin side af en flod i efterlivet. Den fortælling gav ham mange kvaler.
- Hvis jeg ikke også blev døbt, ville jeg altså blive adskilt fra mine børn i efterlivet. Det ville jeg ikke risikere, og derfor blev jeg selv døbt samtidig, fortæller han og klukker lidt, selvom han faktisk mener det alvorligt.
- Religion er ikke noget, der kan bevises, eller som følger logikkens univers. Religion er derimod fuld af selvmodsigelser og paradokser. I stedet for at prøve at løse dem, så er pointen måske, at de skal have lov til at være der, og at man faktisk kan le af dem og have en ironisk distance til dem, siger han.
Dåben giver stof til eftertanke
Med dåben følger ikke slavisk kirkegang og søndagsskole, mener Rane Willerslev. Men der følger en tilslutning til kristendommen, som han og børnene ikke kan vende ryggen til eller gøre om. Og så har han, døtrene og alle andre, der bliver døbt, fået en anledning til med jævne mellemrum at reflektere over deres egen tro.
- Dåben betyder, at jeg indimellem må spørge mig selv, hvad mit forhold er til det guddommelige, og hvordan jeg skal forstå det forhold. Det, tror jeg, er vigtigt, at mennesket gør i ny og næ, siger han.
LÆS OGSÅ: Margrethe Brun Hansen: Forældre skal turde træffe valget om dåb
LÆS OGSÅ: Nynne Bjerre Christensen: 'Dåben er et ansvar, jeg tager på mig'
LÆS OGSÅ: Niels Henrik Gregersen: Dåben er et kompas
SE OGSÅ: Mie og Alexander: 'Vi var håbløst uenige om barnedåb'
