Fortsæt til hovedindholdet

Dåbskjole, dagmarkors og dåbsvand

Dåben er forbundet med mange traditioner og symboler. Her er nogle af de vigtigste.

Dåbskjolen er hvid og alt for lang

Til barnedåb er det almindeligt at bruge den traditionelle, hvide dåbskjole. Hvid er nemlig festfarve i kirken og den hvide kjole viser, at dåben er en fest. 

Dåbskjolen er alt for lang til barnet. Det symboliserer, at barnet kan vokse i sin dåb., og at dåbens løfte gælder hele livet.

Alma Livs barnedåb i Skødstrup Kirke aug. 2021

Dåbsvandet symboliserer fødsel, liv, renhed

Dåben kaldes en genfødsel. Barnet er blevet født som sine forældres barn i familiens fællesskab. I dåben bliver barnet genfødt som Guds barn og sat ind i fællesskabet af alle kristne.

Dåbens vand vasker synden bort, og barnet modtager syndernes forladelse. Vandet er tegn på, at den døbte bliver ren og at intet ondt skal skille det fra Gud. Tavlen kan altid vaskes ren igen.
Vand giver liv og er billede på, at Gud giver os livet. Vand kan samtidig true livet og minder også om døden, som Gud vil redde os gennem for at give os evigt liv. 

I Sct. Bendts Kirke i Ringsted hænger en kopi af det berømte Dagmarkors, som menes at være fundet i Dronning Dagmars grav (originalen kan ses på Nationalmuseet).

Korsets tegn

I dåben bliver der tegnet et kors for barnets ansigt og bryst; for følelser og forstand. Barnets person og liv bliver velsignet med korstegnet. Barnet bliver Guds barn. Korset er også kristendommens symbol på, at livet overvandt døden.

I dåben er korset derfor tegn på, at den døbte efter sin død engang skal opstå til evigt liv.

Hånd på

Kærlige hænder bærer barnet til dåb. Præsten lægger sin hånd på barnets hoved, når det bliver velsignet, som tegn på, at Gud selv velsigner. Det, et døbt menneske ikke selv kan bære, kan det lægge i Guds hænder. 

Barnet bliver velsignet med ordene: Herren bevare din udgang og indgang, fra nu og til evig tid. Det betyder, at Gud vil holde hånden over mennesket, og at Guds hænder vil lede barnet gennem livet - og engang lede det ud af livet og ind i det evige liv.