Troen er også en viljesag
Hvordan kan man tro på opstandelsen? Og kan opstandelsestro forvandle noget i et menneske? For forfatter Jens Smærup Sørensen er tro også en viljesag.
- Der er jo ingen, der ved om det er rigtigt. Jeg ved kun, hvad jeg har hørt, siger Jens Smærup Sørensen om opstandelsen.
Han er forfatter til novellen 'Imvas' om en mand, der går på dødsdruk, fordi han er skuffet over, at Jesus ender som en ynkelig fiasko langfredag. Senere hører han om opstandelsen.
Et par tusinde år efter den første påske er opstandelsen stadig noget, vi kun har hørt om.
- Og hvem har i grunden brug for at tro på opstandelsen? Hvis tilværelsen går godt, hvad rager det så mig, om Jesus er død og opstanden? spørger Jens Smærup Sørensen, som besluttede sig for at skrive om en mand, det betyder noget for:
- Jeg ville se, om det kunne lade sig gøre at skrive om sådan en mand. Han føler sig tom som et udblæst æg. Kan han nå frem til en forvandling?
Tro er ikke bare en følelsessag
Jens Smærup Sørensen sender sin hovedperson på tre dages druktur med sex og mord. Til sidst vil han helst bare finde et stille sted at dø. Men han bliver vækket af to mænd, som fortæller, at de har mødt den opstandne Jesus.
Og nu vil han tro dem.
Det kan lyde som en ren forstandshandling at ville tro. Forfatteren kalder det en troshandling. For godt nok er opstandelsen ikke noget, vi har set. Vi har kun hørt om den. Men det betyder ikke, at vi skal se bort fra forstanden, mener han:
- Vi er ikke lutter hjerte. Vi har vores forstand eller vores bevidsthed. Tro er jo ikke bare en følelsessag, det er jo også en sag, der berører vores bevidsthed, vores tankevirksomhed, siger Jens Smærup Sørensen.
Har behov for at tro
Vores situation i dag er ikke så forskellig fra de første kristnes. Det var ifølge Ny Testamente kun ganske få, som stod frem og sagde, at de havde set den genopstandne. Men der var nogen, som valgte at tro det og fortælle det videre. Det er der, kirken begynder.
- Troen er da en viljessag. Og at så mange troede efter langfredags nederlag, er i og for sig mirakuløst, siger Jens Smærup Sørensen.
Hans hovedperson ender med at ville tro, fordi det er den eneste måde, han kan forestille sig at leve videre på. Helt så desperat behøver man måske ikke være for at kunne tro på opstandelsen, medgiver han.
- I denne her sammenhæng betyder det noget, at han virkelig har behov for det. Et behov for at kunne tro på det. Han kunne jo have fortsat i sin fortvivlelse, i sin desperation og retning mod ingenting. Men han vælger at tro. Og han når frem til en forvandling, slutter Jens Smærup Sørensen.
