Du behøver ikke at rejse efter underet

Påskens under, opstandelsen, sker lige her, hvor jeg er, siger præst Hanne Jul Jakobsen, der ser hjemmet som et billede på Gud. Gud rummer også hjemmets pulterkammer, og det er et af de undere, vi lærer om i påsken.

Hanne Jul Jakobsens virke er for en tid blevet kraftigt begrænset. En hjernerystelse har frarøvet hende det daglige arbejde som præst ved Møllevangskirken i Aarhus og indskrænket hendes verden til hjemmet.

- Lige nu er jeg den eneste herhjemme, som ikke skal noget hver dag, og når man ikke skal noget, kan livet falde fra hinanden. Jeg vågner om morgenen og er overladt til min egen kreativitet. Normalt ville jeg gøre de ting, der giver mit liv indhold som for eksempel at arbejde, læse og skrive, men det kan jeg ikke, og derfor kan tiden falde mig lang. Heldigvis har jeg pligter og rutiner, som kan holde mig kørende langt hen ad vejen – jeg skal blandt andet tage mig af mine børn. I øjeblikket oplever jeg helt konkret, hvor afgørende håbet er. Håbet om at den situation, jeg er sat i lige nu, ikke fortsætter, men at det bliver bedre.

Underet er lige her i mit hjem

- I påskefortællingen hører vi englen sige til Jesus’ disciple ved graven: ”Frygt ikke, for han er gået i forvejen til Galilæa”. Galilæa var disciplenes hjem, og derfor er påskens budskab, at underet eller opstandelsen sker lige her, hvor jeg er. For mig er hjemmet et billede på Gud – for det indebærer for eksempel tryghed, frihed og værdsættelse. Hjemmet er et præstationsløst område, hvor vi bare kan være. Mange af os har et pulterkammer til alt vores livs rod og skrammel. Det er ikke et sted, vi inviterer andre mennesker ind, men Gud kan vi godt invitere ind i det rum. Påsken betyder, at der er håb og liv også der, hvor alt synes mørkt og kasseret. Underet er altså ikke noget langt væk eller abstrakt, det er her, lige iblandt os, også selvom det ikke altid opleves sådan.

Gud rummer os med alle vores fejl

- De fleste mennesker oplever perioder i deres liv, hvor de kan det hele, og perioder hvor de intet orker. I de ’Pralbønner’ (red: digtsamling), jeg har skrevet, forsøger jeg at rumme netop det. Bønnerne indeholder en omsorg, som fortæller, at Gud rummer os med alle vores fejl og mangler, samtidig med at de giver os et spark bagi og siger, at vi skal huske at tage os af andre. Evangeliet lærer os, at vi skal tage os næstekærligt af andre, når vi kan, og tage imod hjælp, når vi ikke selv har kræfter.

Håbet kommer, når jeg glemmer mig selv et øjeblik

- På grund af mit helbred i øjeblikket oplever jeg, at der er dage, hvor jeg hverken har lyst til at gå en tur eller til gudstjeneste, selvom jeg egentlig godt ved, at begge dele er gode for mig. Jeg kan falde ned i sofaen til Netflix og navlepilleri, også selvom erfaringen siger mig, at det ikke er der, jeg henter livsmod og håb. Det kommer derimod til mig, når jeg glemmer mig selv et øjeblik, som når jeg er optaget af andre, når jeg er til gudstjeneste, eller når jeg går en tur i skoven. Det er også en lære i evangeliet, at man skal sætte sig selv i situationer, hvor man er åben for underet, og ofte kommer jeg hjem fra turene med fornyet energi. Jeg er sikker på, at det er Gud, der har rørt mig, at der er sket et under, selv om det måske lyder naivt, når man siger det.

Vi er ikke overladt til os selv

- Jeg tror, at lyset, håbet, opstandelsen er lige her, og at påskens under er, at vi ikke er overladt til os selv. Frygt og modløshed bekæmpes med håb, og i år er det måske særlig nødvendigt for os at blive mindet om. Englen fra påskefortællingen peger også ind i vores liv og siger ”Frygt ikke, der skal I se ham”. Påsken sætter billedligt talt det lange lys på livet og fortæller, at det ender godt trods al vores skrammel og frygt, og det er forløsende at opleve de lysglimt, når man ellers kan føle sig meget overladt til sig selv.