Fortsæt til hovedindholdet
4. juni 2019

Supersygehus får stillerum med rindende vand

Det nye Aarhus Universitetshospital får tre rum med plads til tro og stilhed for både patienter, ansatte og besøgende. Rindende vand skal gå igen i de tre rum, for ingen kan leve uden vand.

Arkitekt Niels Povlsgaard og billedhugger Ingvar Cronhammer skal udforme de tre rum på Aarhus Universitetshospital. De fortalte om projektet under Himmelske Dage på Heden i Herning. Foto: Mia Schmidt-Mikkelsen

Mia Schmidt-Mikkelsen

Tre rum på Aarhus Universitetshospital bliver en særlig udfordring. Billedhugger Ingvar Cronhammer og arkitekt Niels Povlsgaard skal sammen skabe et kirkerum, et fordybelsesrum og et stillerum.

De tre rum skal bruges forskelligt. Kirkerummet til kirkelige handlinger, fordybelsesrummet kan bruges af andre religiøse retninger, og stillerummet er tiltænkt mennesker, der ikke har nogen religiøs overbevisning, men ønsker en stille stund.

Rummene skal give patienter og deres pårørende mulighed for at træde ind i en sfære, hvor der er plads til tro og tavshed. Men hvorfor er der brug for rum til tro og tavshed på et supersygehus? Det fortalte arkitekten og kunstneren om i en samtale på Herning Hospital under Himmelske dage på Heden.

LÆS MERE: Manglede et rum for eksistentielle samtaler

Et helle i højhastighedssamfundet

For billedhugger Ingvar Cronhammer handler det først og fremmest om, at vi i dag lever i det, han kalder et højhastighedssamfund. Derfor er der efter hans mening brug for rum, der er højhastighedssamfundets modsætning.

- Vi har brug for steder, hvor vi kan holde vores kæft, siger han.

Det har altid været vigtigt for ham - både som menneske og som kunstner - at finde små huller i samfundet, hvor der er plads til eftertænksomhed. Det er netop den slags helle, som er målet med rummene på Aarhus Universitetshospital.

LÆS MERE: Overvældende interesse for at chatte med præster

Vand binder rummene sammen

Arkitekt Niels Povlsgaard fortæller, at de to fra begyndelsen havde en vision om at lave et helhedskunstværk. 

- I projektet er kunst og arkitektur ikke to forskellige dele, men derimod en sammenhængende organisme, hvor kunst og arkitektur smelter sammen, fortæller han.

Hvert rum skal have en særlig karakter. Samtidig er det vigtigt, at der er en overordnet ramme og et overordnet kunstnerisk greb for alle tre rum, så de ikke er alt for forskellige. For uanset hvilket rum man er i, er vi fælles om én ting: Vi er alle mennesker.

I alle tre rum vil man opleve vand på den ene eller anden måde. Vand er både kendt i dåben, naturen og som en nødvendighed for levende organismer, og derfor bliver vand det gennemgående symbol i de tre rum. For vi har alle et forhold til vand uanset trosretning eller livssituation. I kirkerummet er det planen, at vandet skal risle ned ad de lodrette vægge. Om det i praksis er muligt, vil tiden vise.

Byggeriet forventes at være færdig i 2022, hvor alle, der ønsker at besøge rummene, har mulighed for at bruge det.

LÆS MERE: Moderne kirkekunst kommer på nettet