Overvældende interesse for at chatte med præster
Lige så mange henvendelser som indbyggerne i Herlev Kommune. 'Sjælesorg på Nettet' gør status efter de første to år med anonym præste-chat.
For to år siden var der ingen, som vidste, at så mange sukkede efter at chatte anonymt med en online-præst på deres computer eller smartphone. Men det gjorde danskerne. Det viser nye tal fra folkekirkens projekt Sjælesorg på Nettet. 28.000 henvendelser ialt på sjælesorg.nu er det blevet til i løbet af de første to år. Det svarer til det antal indbyggerne, der er i Herlev Kommune.
- Vi er ret overvældede over de mange henvendelser, siger Pernille Hornum, der er leder af Sjælesorg på Nettet.
Interessen for præstechatten er blevet hjulpet godt på vej af en stor medieopmærksomhed og to landsdækkende kampagner for at få fat i både de unge og de midaldrende mænd.
LÆS MERE: Nu tilbyder folkekirken sjælesorg på nettet
Flere henvendelser end præsterne kan nå
Faktisk har interessen været så stor, at præsterne ikke har kunnet følge med. Der har de første to år været 8.341 henvendelser (347 per måned) i chattens åbningstid, men præsterne har kun haft ressourcer til at besvare 4.811 henvendelser (200 per måned). Ud over dette er der kommet 20.852 henvendelser uden for chattens åbningstid.
LÆS MERE: Travl start til Sjælesorg på Nettet
Ensomhed, kærestesorg og familiekonflikter
- Henvendelserne er meget forskellige. Da vi kørte kampagne målrettet de unge, kom der mange henvendelser om kærestesorger og præstationsangst. Men ensomhed, overgreb, familiekonflikter, misbrug og sorg går ofte igen i samtalerne, fortæller Pernille Hornum.
VIDEO: Sjælesorg-chat vil have mændene i tale
Ovenud tilfreds
Folkekirkens online præstechat, Sjælesorg på Nettet, fylder to år den 1. februar 2019. Med biskoppernes opbakning er det håbet at få en permanent bevilling, så dette fælles folkekirkelige projekt kan videreføres.
Henrik Wigh-Poulsen, som er biskop over Aarhus Stift er ovenud tilfreds med, hvor godt danskerne har taget imod den nye, digitale indgang til sjælesorgssamtalen.
- Ud fra antallet af henvendelser må vi nok sige at sjælesorg.nu er blevet et fuldgyldigt alternativ til den traditionelle sjælesorgssamtale med den lokale præst. Det er en oplagt mulighed for mennesker, der enten ikke har tid eller af anden årsag ikke kan møde op fysisk hos sognepræsten og alligevel har behov for samtale med en præst. De kan nu logge sig ind fra deres computer eller smartphone og få direkte kontakt med en sjælesørger, siger Henrik Wigh-Poulsen.
FAKTA
- Sjælesorg betyder omsorg for sjælen og dækker over en gratis fortrolig samtale med en præst.
- Det er landets ti folkekirkebiskopper, der står bag Sjælesorg på Nettet, som blev lanceret den 1. februar 2017.
- Sjælesorg på Nettet har fem ansatte fordelt på tre årsværk.
- På hjemmesiden sjælesorg.nu kan alle frit chatte anonymt med en præst.
- Chatten er et supplement til samtalen med den lokale sognepræst.
- Projekt Sjælesorg på Nettet har fået 8,3 millioner til de første tre år.
- Besøg sjælesorg.nu her