Sådan oplever musikanmelderen gudstjenesten

Fortalt til Andreas Lindbjerg Nielsen

Det er den tredje søndag efter helligtrekonger. På den korte vej fra min lejlighed til kirken kan jeg høre kirkeklokkerne kalde til gudstjeneste. Idéen med at bruge en slags musik, klokkernes ringen, til at kalde folk til gør, at jeg allerede bliver sat i en særlig stemning, mens jeg begiver mig afsted. 

Efter jeg har taget plads på kirkebænken, sker der noget virkelig fint. Præsten beder os om at være stille, så vi sammen kan sidde og lytte til bedeslagene, de tre gange tre klokkeslag, som indleder gudstjenesten. Det viser med al tydelighed, at der er nogen, som har tænkt over det med lyd. Det er ikke musik i gængs forstand, men stilhed opstår jo også som kontrast til noget andet. Og så træder alle andre lyde frem med en ny prægnans, eksempelvis ens eget åndedræt.

LÆS MERE: Sådan oplever filmanmelderen gudstjenesten

Præsten i centrum

Præsten træder ned foran kirkebænkene, så i stedet for at stå hævet ved alteret, står han blandt menigheden og taler. Foruden at have en udlignende, symbolsk effekt er det faktisk også smart rent akustisk, da hans stemme står rigtig fint frem, når han placerer sig midt i rummet. Han har heller ikke behov for mikrofon. Akustikken i kirken er i det hele taget fremragende med en tilpas lang efterklangstid. 

Der sker imidlertid det under prædikenen, at præsten – og vi, der lytter til hans flot gennemtænkte, filosofisk spændende prædiken – bliver forstyrret af larmen fra nogle børn, som løber rundt bag præsten og leger. Det forstyrrer så meget, at han bliver nødt til at afbryde sin prædiken. Det er virkelig ærgerligt. Jeg synes ikke, det ville være et overgreb at bede børnene om at holde sig nogenlunde i ro i den time, en højmesse varer.

LÆS MERE: Sådan oplever teateranmelderen gudstjenesten

Prædikenen handler om tid, og musik har jo alt at gøre med tid. Det er den dimension, musik udfolder sig i. Prædikenen giver mig plads til at gå i kontemplativ modus. Jeg synes, den er så god, at jeg efter gudstjenesten spørger præsten, om jeg kan læse den et sted på nettet. Egentlig fordi jeg gerne vil have mere ud af den, fordi vi blev forstyrret. Han ser lidt perpleks ud, og med god grund, for en prædiken er jo netop ikke en færdigskrevet tekst. Det er en mundtlig overlevering, kommunikation mellem præst og menighed, som finder sted lige i dét øjeblik i kirken. Men han tilbyder venligt, at han meget gerne vil tage sig tid til at maile mig hovedpointerne, hvis jeg skriver til ham.

Salmerne

Vi begynder højmessen med at synge ’I Østen stiger solen op’. Det er en salme, næsten alle kender, så der er god mulighed for at synge med. Og netop deltagelsen er et endog meget vigtigt parameter. Siden Reformationen har vi i Danmark haft salmegudstjeneste, netop fordi vi på baggrund af Luthers tanker ville give menigheden mulighed for aktivt at deltage.

Af samme grund kan man heller ikke sidestille højmessen med en koncert, hvor man som udgangspunkt er passiv lytter. Ved gudstjenesten deltager man derimod ved at synge med, og det giver mulighed for os som menighed at engagere os. Hvornår fungerer det så bedst? Det, tror jeg, afhænger af tre ting.

Det første er salmevalg. ’I østen stiger solen op’ er let genkendelig og nem at synge. Det andet handler om tempo. Noget som organisten løser rigtig godt denne søndag, hvor han med et tilpas friskt og fremadskridende tempo leder fællessangen.  

LÆS MERE: Vi skal synge bedre sammen til gudstjenesten

Det sidste handler om toneleje. Det er noget, der i mange år har været diskuteret i forbindelse med salmesang i folkekirken, men det virker til, at man ikke er villig til at flytte tonelejet så langt ned, at ikke-sangtrænede mennesker har mulighed for at synge med – ikke mindst på de høje toner. Jeg sidder selv og rømmer mig, når min stemme ikke vil gå helt så højt op, som jeg vil. Det er lidt ærgerligt. Der er en balance mellem, om man føler, at man lytter med eller faktisk engagerer sig, og den er vigtig at være opmærksom på.

Alle salmerne er velvalgte til denne søndag på det indholdsmæssige plan, altså hvad teksterne angår. Til gengæld er nogle af dem tydeligvis ikke kendt af de fleste, der er kommet til gudstjeneste. Kirkekoret og ikke mindst organisten er dygtige, og på de fleste salmer lægger sopranen overstemme på sidste vers. Det lyder smukt. Men det gør det ikke nemmere at synge med. Tonearter, der er mere inkluderende, så kendte salmemelodier, som muligt, og simpel enstemmighed havde været allerbedst, hvis idéen i den lutherske salmesangsgudstjeneste skulle forløses fuldt ud.

Fællessangen er det bærende

Hvis man ser på gudstjenesten som et musikalsk forløb, handler det på det mest grundlæggende plan om lyd kontra stilhed. Men ellers drejer det sig om vekselvirkningen mellem deltagelse og lytning.

Med salmemusikken må det vigtigste være at holde fast i fællessangen som det bærende. Her kan man skrue på nogle parametre – tempo, salmevalg og toneleje – for at engagere menigheden så meget som muligt. I nogle af de andre musikalske elementer – under nadveren for eksempel – kan man så eksperimentere mere med udtrykket. Men jeg kan godt lide, at det ikke bare er en koncert, men at det faktisk føles ønsket, at vi deltager nede på kirkebænkene.

Jeg giver gudstjenesten denne tredje søndag efter helligtrekonger fire ud af seks salmer, og det er en god karakter. Men det kan blive endnu bedre, hvis præsten og menigheden får ro til prædikenen, og hvis der sættes maksimalt ind for at inddrage alle i fællessang og korsvar.

Musikken ved gudstjenesten kan og skal både engagere os, sætte rammen i et kompliceret forløb og give os en kunstnerisk oplevelse. Men vigtigst af alt er engagementet.