Sådan oplever filmanmelderen gudstjenesten

Fortalt til Andreas Lindbjerg Nielsen

Når man anmelder film, så er anslaget rigtig vigtigt. Det er her, man kan præsentere karaktererne og anslå temaet. I kirken, som jeg besøger denne søndag, er der et meget fint og rørende anslag. Der er barnedåb, og dåbsbarnet bliver båret op ad kirkegulvet af en sine søskende, mens orglet spiller indgangsmusikken til gudstjenesten – præludiet. Det er højtideligt, og næsten så tårerne presser sig på.

Stemningen i en kirke vil altid afhænge af rummet, og de sognebørn, som er tilstede. Og rummet er smukt, og der er en hyggelig og lidt løssluppen stemning. Et par ældre damer på bænken foran sidder og pjatter med, at de sikkert er blevet placeret så langt tilbage, fordi de snakker for meget.

Kadencen falder

Efter det smukke anslag falder kadencen brat. Kirketjeneren læser indgangsbønnen op fra et lamineret A4-ark, og det virker lidt som om, det bare skal overstås. Det punkterer den fine stemning, som netop er blevet sat. Og det er ærgerligt, for kirketjeneren spiller jo en fin rolle som den, der holder styr på rammefortællingen. Her begynder det, og nu slutter det. Derfor synes jeg også gerne, at de må vise lidt begejstring eller som minimum signalere ro og tryghed. At de har styr på det. Og det virker ikke så overbevisende, når man skal holde et ark op foran sig.

Efter en salme gør præsten sin entré og hilser menigheden velkommen. Hun forklarer på pædagogisk vis, hvad der skal ske, og det fungerer godt i forhold til at mindske afstanden ned til os på kirkebænkene.

LÆS MERE: Sådan oplever teateranmelderen gudstjenesten

Det Gamle Testamente står uforløst

Vi synger endnu en salme, men der er ikke mange, der synger med. Og sådan er det faktisk med de fleste af salmerne, enten kender folk dem ikke, eller også er de for svære at synge med på, fordi de ligger i et ret højt toneleje. Så på det punkt er det godt, der er et kirkekor, og de synger smukt.

Præsten læser op fra Biblen. Hun er god til at læse op og har en fin diktion, så ordene står tydeligt frem. Men indholdsmæssigt kræver teksten fra Det Gamle Testamente måske en nutidig kontekst. Ikke fordi det skal blive overforklarende og overpædagogisk, men selvom jeg tror på hende i øjeblikket, så har jeg glemt det hele igen, så snart hun er færdig. Der mangler simpelthen noget, der kan forankre så gammel en tekst til dagen i dag. Gøre den relevant, for det er jeg sikker på, at man kan. Monologer på film kan være fantastiske, hvis de vel at mærke har relevans for handlingen i den store dramaturgi. Hvad Det Gamle Testamente jo i den grad har. Og der hænger den desværre lidt uforløst og svæver i luften. I envejskommunikation skal man virkelig have fat i ”seeren” – eller kirkegængeren i dette tilfælde.

Dåben bryder dramaturgien

Jeg kan godt lide trosbekendelsen og den genkendelse, den vækker i mig. Folk brummer da også med, så her mærker man rent faktisk, at menigheden er aktive deltagere.

Så er det tid til dåben, som på en måde bryder lidt med dramaturgien. Og her bliver det på en måde for stift og højtideligt på den ikke-nærværende måde, noget som tydeligvis smitter af på dåbsforældrene. De virker meget nervøse. Hvilket er helt forståeligt, det er en stor dag, og de har truffet et valg om at indvie deres barn i den kristne tro. Netop derfor synes jeg, at præsten gerne må være lidt afslappet. Men alt bliver læst meget højtideligt op, og selvom det kun er en mindre detalje, så har hun placeret Biblen meget højt oppe, så den nærmest danner en mur mellem hende og dåbsfamilien. Hvis det havde været en dialog i en film, så ville jeg have kaldt tonen lidt kold og maskinel, hvor den burde have været varm, afslappet og nærværende. Det fik lidt karakter af procedure, og der var ikke meget gnist i hendes henvendelse til fadderne. Og det er ærgerligt, for det er jo et stort ansvar, de tager på sig.

Intensitetskurven topper: Prædiken

Vi synger salmen ’Alle mine kilder’, som jeg holder meget af, så jeg synger selvfølgelig med - undtagen på de høje toner.

Dagens evangelielæsning er Jesus ved brønden, og dernæst er det tid til prædikenen. Det er efter min mening højdepunktet i hele gudstjenesten. Og selvom præsten læser op fra sine papirer, så får hun både perspektiveret til nutiden, og sætter dåben i en fin ramme (’det starter med tre skvæt vand, så bliver det tre skovlfulde jord’).

Det er i prædikenen, at præsterne viser deres personlighed og passion, og alt det, de læser ind i verden. Det, de vil have, vi tager med os. Dér, synes jeg, at læsningernes berettigelse ligger, netop fordi det er en læsning. Teksterne kan ikke stå alene, så mister de deres betydning. Præstens job er at give os den betydning. Og så kan vi tage det med, som vi kan bruge. Det er en af højmessens omdrejningspunkter i min optik.

Hvis man skal forsøge at presse en dramaturgisk model ned over det samlede forløb, så er det ret tidligt, at spændingen og intensiteten topper. Det er cirka halvvejs, hvor det i film ofte vil ligge hen mod slutningen for at holde spændingen og nysgerrigheden oppe. 

Nadver og afslutning

Der er mange, der deltager i nadveren. Også mange unge mennesker, sikkert kommende konfirmander. Det er rigtig fint.

En mand fra et nærliggende behandlingshjem for psykisk syge sidder og larmer en del under hele altergangen. Men det bliver ikke italesat af præsten, hvilket ellers kunne have punkteret den i forvejen lidt anspændte stemning. Det kunne være en enkelt kommentar, eller at nogen lige tog ham om armen. I stedet for sidder jeg med en fornemmelse af, at man – i al retfærdighed – er meget forhippet på at følge dagens program til punkt og prikke, og så er der ikke plads til at gå for meget uden for den slagne vej. Forstyrrende elementer er ikke velkomne. Men der mener jeg, at præsten er kaptajnen, så når en anden stjæler scenen, skal hun stjæle den tilbage igen.

Vi synger ’Hosianna i det høje’, og alle stemmer i til Fadervor. Skønt. Når præsten løfter sine arme og lyser velsignelsen (”Herren velsigne dig og bevare dig…”), kan hun rigtig give den gas. Der bliver hun virkelig mediet.

Til sidst læser kirketjeneren udgangsordene op – igen fra det laminerede papir – og familien går ud sammen, som de kom ind.

Den samlede oplevelse

Det er en rigtig fin gudstjeneste. Men der ligger et kolossalt ansvar på præsten, kaptajnen. Her synes jeg personligt, det fungerer bedst, når han eller hun er meget indlevende og vil det mere. Det gør det mindre stift og er med til at mindske afstanden mellem præst og menighed.

Det er også vigtigt at give ordene relevans. Ikke ved at overforklare eller forsimple budskaberne, men lige en enkelt linje om dette eller hint er aldrig i vejen. Hvorfor hører netop denne tekst er med? Det vil nok især være en hjælp for dem, som ikke føler sig helt hjemme i kirken i forvejen. Og så er det ikke super-inkluderende, at alle salmerne ligger i så højt et toneleje.

Jeg går selv ind for at bevare en stor del af gudstjenesten, som den er. Men der er mange knapper, man med fordel kan skrue på. For eksempel ved at sætte de allerældste tekster ind i en ny forståelsesramme. Hjælpe folk til at afkode dem, enten ved at se kritisk på dem eller lave nogle sjove eller skæve læsninger. Men hvor man præcist skal lægge sig mellem tradition og fornyelse, det er selvfølgelig en hårfin balance.