Fortsæt til hovedindholdet
18. september 2019

Grøn omstilling vinder frem i kirkerne

Tendensen er accelereret, fortæller formand for Grøn Kirke, der nu har certificeret 220 lokale kirker og 13 kirkelige organisationer. 

Indgangsbøn ved skabelsestidsgudstjeneste på Ærø 2019. Børn, unge og voksne mødes i naturen for at fejre Guds skaberværk og minde hinanden om vores ansvar for alt det skabte. Foto: Grøn Kirke

Nanna Rønnov Johansen

Flere og flere kirker kommer med på den grønne omstilling, hvor de blandt andet får lavet energitjek i kirkens bygninger, udskifter glødepærer til LED-lys og sorterer affald til genbrug.

I alt 220 kirker er nu registreret som grønne kirker og dermed en del af netværket Grøn Kirke. Ifølge formanden for Grøn Kirke, provst Keld Balmer Hansen, er der alene inden for den sidste uges tid kommet fire nye kirker til.

- Vi har i år oplevet, at tendensen er accelereret. Den offentlige debat har haft betydning, da den i øjeblikket handler om grøn omstilling og nok kommer til at gøre det længe. Så jeg tror, der er flere, der kommer på listen eller arbejder med grøn omstilling nu, siger han.

LÆS MERE: Folkekirken diskuterer FN’s verdensmål

Kirker viser entusiasme

For at blive certificeret Grøn Kirke skal en kirke krydse mindst 25 punkter af på en særlig tjekliste, der består af 48 tiltag, som gør kirken mere klima- og miljøvenlig.

- Det er almindeligt, at man tilslutter sig flere end de 25 punkter, og den entusiasme er vi meget glade for at mærke, fortæller Keld Balmer Hansen.

Ifølge formanden er det især tiltagene på energiområdet, der er mange kirkers indgang til den grønne omstilling. Det kan nemlig give god mening at sætte sig ind i, hvordan man eksempelvis bedst varmer kirken op, da der kan være mange penge at spare.

LÆS MERE om Grøn Kirke og de 48 punkter på tjeklisten

Gudstjenesten kan også være grøn

Grøn Kirkes tjekliste har tiltag, der spænder vidt. Det kan handle om alt fra, hvordan kirkens udearealer kan få mere biodiversitet, til hvordan man inkluderer naturen i gudstjenesten.

- Vi ønsker, at kirkerne tænker grøn omstilling hele vejen rundt – også i det teologiske. At holde friluftsgudstjeneste med Skaberværket som tema er også at bringe kirken i kontakt med sit åndelige fundament. At vi tror på, at jorden er skabt af Gud, og at vi derfor har et ansvar for at passe på den, siger Keld Balmer Hansen.

LÆS MERE: Tid til at sige tak

Fakta om Grøn Kirke

  • Projektet Grøn Kirke startede i 2009 og er under Danske Kirkers Råd, der er et nationalt råd af kirker og kirkelige organisationer.
  • Grøn Kirkes formål er med et kirkeligt og teologisk udgangspunkt at inspirere og motivere kirker til at tage et medansvar for de klima- og miljøudfordringer, verden står overfor.
  • 220 kirker og 13 kirkelige organisationer er registreret som grønne, og listen bliver løbende opdateret på Grøn Kirkes hjemmeside.
  • Grøn Kirke har et mål om, at der ved udgangen af 2020 er registreret 250 grønne kirker og 20 grønne kirkelige organisationer.