Fortsæt til hovedindholdet
5. september 2019

Tid til at sige tak

Nogle bruger høsten som anledning til at fejre skabelsestiden og sige tak for den jord, vi er blevet givet. Det kan man gøre på mange måder, så vi har spurgt en religionspsykolog, en biolog og en provst, hvordan de siger tak.

Andreas Lindbjerg Nielsen

Hvert år mellem den 1. september og den 4. oktober fejrer kirker verden over ”Skabelsestiden”. En periode, som skal give bevidsthed om, at jorden er skabt af Gud, og at Gud har givet mennesket et ansvar for at passe godt på den.

Men hvad kan man bruge Skabelsestiden til i dagligdagen? Det har vi spurgt en række folk fra kirkens, psykologiens og biologiens verden om.

Keld Balmer Hansen, provst i Bogense Provsti og formand for Grøn Kirke Arbejdsgruppen

For mig er det i efteråret en daglig glæde, at jeg kan gå ud i min have og høste æbler og pærer, plukke majs og trække gulerødder op af jorden. Derfor oplever jeg også, at det i Skabelsestiden er dejligt at kunne sige tak for alt det, vi høster, alt det vi får, og alt det vi lever af.

Desværre lever de færreste af os mennesker i harmoni med naturen. Vi tager langt mere end vi giver, og måske er det resultatet af, at vi alt for længe har betragtet jorden som dødt stof, som vi kan udnytte, som vi vil. Men i Skabelsestiden bliver der talt til mig og til alle andre om, at jorden tilhører Gud, og at Gud har givet os ansvaret for jorden, vi bor på. Jeg synes, at det udfordrer mig på en god måde, så jeg må overveje, hvordan jeg gør min gang på jorden lettere og mindre belastende.

I mange kirker er der tradition for, at man afholder høstgudstjeneste i Skabelsestiden. Skabelsestiden kan lægge en ny dimension til høstgudstjenesten, idet man takker for høsten og samtidig går i forbøn for dem, der er i nød, fordi høsten slog fejl. For eksempel på grund af udpining af jorden og klimaforandringer.

LÆS MERE: 175 kirker er nu grønne

Foto: Carsten Michael Pedersen

Heidi Frølund Pedersen, psykolog og ph.d. i religionspsykologi ved Aarhus Universitetshospital

I min have står et æbletræ med røde æbler, der smager sødt, syrligt og sprødt. En morgen gik jeg sammen med min yngste datter på 11 måneder ud og plukkede frugten. Hun sad i barnevognen og holdt om skålen, og for hvert nyt æble der kom i skålen, betragtede hun det nøje og strålede af glæde over det spændende, vi var i gang med. Det var en særlig stund, hvor jeg blev fyldt med taknemmelighed, fred og glæde over at kunne tage imod noget, som jeg dybest set ikke har haft indflydelse på. Nogen andre har plantet træet, regnbyger har vandet det, og solen har givet det næring. Og alligevel var det mig, der fik lov at nyde frugten.

Erfaringen af denne generøsitet, tror jeg, er vigtig for vores måde at anskue klima- og bæredygtighedskrisen. Når vi erfarer Guds generøsitet og omsorg kan det anspore os til at passe på skabelsen, som vi har fået for intet, og selv være generøse overfor andre i vores liv.

Lige nu er det en fantastisk tid og invitation til at gå ud i naturen og lade sig overvælde og undres over den rigdom og skønhed, som skaberværket byder på. Du kan for eksempel gå en tur i din have eller i skoven og plukke en blomst, som du kan glæde dig over i din stue. Eller giv dig tid og ro til at smage på hver eneste bid i dit næste måltid. Og giv dig endelig et øjeblik om aftenen til at tænke dagens oplevelser igennem og sige tak for det, som du fik i dag. At standse op og tage imod den gave, som er lige foran os i hverdagen, gør os i stand til at tænke os om og træffe kloge valg, så vi ikke forbruger som vanvittige, men tager vare på og deler skabningen med hinanden.

LÆS MERE: Derfor bliver høsten fejret i folkekirken

Rasmus Ejrnæs, biolog og forfatter til Tænkepause-bogen ’Natur’ fra Aarhus Universitetsforlag

Efter 25 års forskning i Danmarks biodiversitet og menneskets vedvarende fortrængning af de andre 37.000 navngivne arter fra vores natur, er det gået op for mig, at den dybeste tekst ikke står i et videnskabeligt tidsskrift, men derimod i Første Mosebog. Her finder man grundlaget for menneskets selvforståelse som ophøjet livsform, men først og fremmest finder man beretningen om skelneevnen, gemt i kundskabens æble. En guddommelig evne med en høj pris: Fremmedgørelse fra vores indre og ydre natur. Siden har vi brugt skelneevnen til at skabe velstand for os selv, på bekostning af alle de andre arter. Skelneevnen har karakter af tvangstanke. Alting bliver gjort op i godt og ondt, og ingen forskel er for lille: Hunden er vores bedste ven, og ulven vores værste fjende – selvom de er genetisk næsten identiske.

Tidens store opgave er at indse, at skelneevnen nok er mirakuløs, men samtidig blot et værktøj, der kan lægges væk i ydmyghed og derved give plads til naturens lys. Efteråret er en god tid at øve sig. Væksten stilner af, æblerne falder selv ned fra træerne. Og hvis man afstår fra at gøre noget som helst, så indfinder naturen sig af sig selv.

LÆS MERE: Kirkeligt håb for klimaet

Skabelsestiden

  • I nogle kirker fornyer man de gamle høsttraditioner og holder en gudstjeneste om skabelsen. Her handler gudstjenesten ikke alene om årets høst, men også om glæden ved jordens mangfoldighed og menneskets ansvar for skaberværket.
  • Perioden fra 1. september til 4. oktober kaldes i internationale kirkelige fællesskaber som Kirkernes Verdensråd for skabelsesperioden eller skabelsestiden. I år er det foreslåede tema biodiversitet.
  • Kirker kan for eksempel fejre Skabelsestiden ved høstgudstjenesten, men også ved at arrangere foredrag, friluftsgudstjenester, økologiske festivaler eller frokost i det grønne.

Se om en kirke nær dig fejrer høst og skabelsestid i kirkekalenderen.

 

Kirkernes Verdensråd om Skabelsestiden