Fællesskab og traditioner binder danskerne til kirken

Charlotte Kongsgaard Nielsen

Tre ud af fire danskere er medlem af folkekirken. Det gør folkekirken til en af de protestantiske nationalkirker med det højeste medlemstal i verden. Men det betyder langt fra, at kirkebænkene i Danmark er stuvende fyldte søndag efter søndag.

Danskerne bruger oftest kirken og kirkerummet ved kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelser og mindre flittigt til den ugentlige søndagsgudstjeneste.

Og spørger man danskerne, hvorfor de er medlem af folkekirken, ligger den kristne tro relativt langt nede på listen. 43% svarer, at deres kristne tro er årsagen til, at de er medlem. Til sammenligning svarer 65%, at de er medlem, fordi deres forældre fik dem døbt, mens 60% svarer, at de gerne vil bevare de historiske kirkebygninger.

Tallene stammer fra nyeste undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hvor respondenterne kunne angive flere svar. Og det rejser spørgsmålet om, hvordan man så skal forstå danskernes tilhørsforhold til folkekirken.

LÆS MERE: "Jeg er nok en tvivlende troende"

Tro under overfladen

Biskoppen over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, er ikke overrasket over, at mere end halvdelen af medlemmerne har andre grunde end den kristne tro til at være medlem af folkekirken. Hun mener, at mange medlemmer først får et reelt forhold til den kristne tro, når en krise i livet rammer, og man har brug for noget at gribe i.

- Troen ligger latent, og jeg tror, den kristendomsforståelse kendetegner danskerne godt. De kan godt lide fornemmelsen af, at kirken er der, når man har brug for den. Men troen bliver først aktiveret, når man bliver ramt på eksistensen og mister fodfæste. Ofte er det først, når man får den erfaring, at man pludselig ikke har greb om tilværelsen, at skuffen, hvor troen ligger gemt, springer op. Jeg tror i virkeligheden, det er et udryk for, at vi har det godt, siger Marianne Gaarden.

Undersøgelsen viser, at medlemskabet ofte er bundet til familiære traditioner, den danske nation og samfundsmæssige strukturer. For eksempel svarer 60%, at de gerne vil have ret til at benytte kirkens tilbud, hvis de ønsker det, mens 51% svarer, at det som dansk statsborger er naturligt at være medlem af folkekirken. 18% svarer, at de ikke synes, der er noget godt alternativ til folkekirken.

LÆS MERE: Danskerne har brug for kirken under kriser

At tro og at høre til

Ifølge biskop Marianne Gaarden er der sammenhæng mellem det at tro og det at høre til. Hun mener, at tro også er tillid til og trofasthed overfor fællesskabet og dets værdier og ritualer. Mange medlemmer er ikke nødvendigvis bevidste om, hvad det vil sige at tro og kan svært ved at definere sig selv som troende, mener hun.

- Der er en forestilling om, at hvis man tror, så er der en bestemt trospraksis knyttet til det, som kan være forbundet med mange fordomme. Men tro er mere end det. Der ligger også noget før-sprogligt i det. Når man træder ind i kirken til jul og bliver grebet af stemningen, kan man ikke nødvendigvis sætte ord på, at det nærer ens tro, og der er heller ikke nødvendigvis en bevidsthed om det, men intuitivt mærker man det. Her vil man føle, at man finder ro og er en del af en tradition og et fællesskab, siger hun.

- Sat på spidsen kan man sige, at vi ikke kan leve uden at tro. Hvad enten man tror på Gud eller på de  mennesker, der styrer verdenen. Tro er også tillid. Tillid til fællesskabet og dets ritualer. Det at høre til et fællesskab og have en identitet i kraft af det fællesskab.

LÆS MERE: Udmeldte tror, folkekirken kræver bogstavelig tro

Kirken som fyrtårn

Tidligere forskning peger ganske rigtigt på, at det stabile folkekirkemedlemskab findes på trods – eller måske på grund – af manglende trosforestillinger i befolkningen. Folkekirkens medlemmer har med andre ord en hel del uofficiel tro, der ikke altid stemmer overens med de officielle kristne dogmer.

Et faktum, der ikke er overraskende, lyder det fra formanden for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard. Men som ifølge ham bl.a. kan skyldes, at det ikke altid er tydeligt, hvad der bliver forkyndt i folkekirken om troen på Gud. Han bemærker, at troen på en personlig Gud blandt medlemmerne ifølge andre undersøgelser ligger på 10-12 %.

- Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at stå ved kirkedøren og tjekke, om man tror på Gud eller ej – eller konkret hvordan. At være et troende menneske er også at være på vandring. Hvis man får hjælp til at forstå, at Gud er nær og vil frelse, tror jeg, at Gud ved sit ord og sin Ånd vil modne troen og give styrke til at leve som en kristen. Men kirker har her et stort ansvar selv, siger Hans-Ole Bækgaard, der mener, at folkekirken har en opgave i at gøre det bibelske budskab om Jesus tydeligere.

- Kirkens rolle i samfundet er at være et slags fyrtårn. Det betyder ikke, at vi skal tvinge noget ned over nogen. Fyrtårnet er særligt til for, at mennesker undgår at gå på grund, og at de kommer sikkert i havn, pointerer Hans-Ole Bækgaard.

LÆS MERE: Kan man tro på Gud uden at tro på Gud? 

Et sprog for troen

Marianne Gaarden ser det ikke som problematisk, at danskerne selv gør sig forestillinger om, hvad de tror på. Tværtimod.

- Tidligere skulle man være tro mod kirken. I dag er folk mere optaget af, hvad de tror på. Det er fint at tænke kritisk, sådan har Vorherre skabt os. Jeg tror, at tilhørsforholdet til folkekirken også handler om, at der behov for at have noget fast i en foranderlig verden. Kirkerummet giver mulighed for fred, ro og fordybelse, der står i kontrast til en støjende, omskiftelig og accelererende samtid, siger hun.

Dog kan det for det enkelte medlem blive problematisk, at man har et mere distanceret forhold til folkekirken og kristendommen, mener Marianne Gaarden.

- Når krisen rammer, og man får brug for kirken og troen, kan man mangle ord eller en trospraksis at læne sig op ad. Hvordan skal man for eksempel bede, hvis man ikke har lært det? Problemet kommer til at ligge ved individet selv. Og derfor har vi et ansvar som folkekirke for at række ud til alle mennesker, også dem der ikke normalt kommer i kirken, og invitere dem inden i fællesskabet, hvor man får et sprog for sin tro, siger hun.

LÆS MERE: Troen mangler et sprog