Alle kan få brug for sjælesorg
Bandet L.I.G.A. sætter i ny kampagne fokus på, at 'du er ikke alene'. Målet er, at endnu flere får øje på folkekirkens gratis, anonyme chat ’Sjælesorg på Nettet’.
'Du er ikke alene' lyder det i en ny kampagne for Sjælesorg på Nettet. Det er pop-duoen L.I.G.A, der med en ny version af den klassiske Sebastian-sang, sætter fokus på, at alle unge kan chatte med en præst på 'Sjælesorg på Nettet'.
Folkekirken står bag det online chat-forum, hvor man kan chatte anonymt med en præst. Tanken bag er at skabe et fordomsfrit rum, hvor alle, både unge og ældre kan dele eksistentielle dilemmaer eller svære emner med en voksen. Et sted der er tilgængeligt på de platforme vi bruger i dag: Smartphone, tablet og computer.
LÆS MERE: Travl start til 'Sjælesorg på Nettet'
Et rum for alle
Og 'Sjælesorg på Nettet' er en stor succes, fortæller Pernille Hornum, der er præst og leder af den online sjælesorg.
- Vi har med Sjælesorg på Nettet skabt et rum, hvor både unge og alle andre kan være sig selv og åbne op uden at være bange for at blive dømt af nogen. Det er gratis og du behøver ikke være medlem af folkekirken, siger Pernille Hornum.
LÆS MERE: Nu tilbyder folkekirken sjælesorg på nettet
L.I.G.A er vilde med Sjælesorg
Nicky og Ihan, der udgør bandet L.I.G.A, kender alt for godt følelsen af at føle sig udenfor eller være ensom. Derfor var de meget hurtige til at sige ja til at være med til sprede budskabet.
- Vi har selv prøvet at føle os anderledes. Derfor er det så vigtigt, at der findes et sted som 'Sjælesorg på Nettet', hvor du kan tale anonymt med en voksen. Det er der brug for i vores samfund. Samtidig er det en stor ære, at få lov til at indspille vores take på Sebastians 'Du er ikke alene', siger L.I.G.A.
LÆS MERE: Sjælesorg på Nettet: Online livline når livet er svært
Du er ikke alene
Det er ikke nogen tilfældighed, at det 'Du er ikke alene', som blev kampagnens omdrejningspunkt.
- Sjælesorg på Nettet er et rum, hvor vi lytter til dine problemer, uanset om det er alvorlige emner som sorg og krise, vold, mobning eller mere almindelige problemer. Derfor var Sebastians klassiker et oplagt valg, da teksten siger det hele, forklarer Pernille Hornum og fortsætter:
- 'Du er ikke alene', siger det hele. Det er essensen af, hvad Sjælesorg på Nettet handler om, og hvad vi gerne vil sige til både de unge og alle andre der går rundt og har det svært.
LÆS MERE: 15 studenterpræster er klar til at tage imod nye studerende
Spørgsmål om kampagnen og Sjælesorg på Nettet
Pernille Hornum, præst og leder af 'Sjælesorg på Nettet'
spn@km.dk
Tlf:+45 96 34 19 40
Sjælesorg på Nettet
Gratis og anonym chat.
Du kan chatte eller tale med en præst mandag til torsdag mellem kl. 13.00 og 17.00 og igen fra 19.00 til 22.30.
Chatten er åben for alle.
Find chatten her: sjaelesorg.nu