Fortsæt til hovedindholdet
19. december 2022

Ældre, enlige og unge på SU: Ny gruppe søger i år om julehjælp

Kirker landet over har i år modtaget ansøgninger om julehjælp fra dele af befolkningen, som ikke plejer at søge. Folk, der før har nægtet at tage imod julehjælp, føler sig nu nødsaget til det, lyder forklaringen.

Line Sass, Charlotte Kongsgaard Nielsen 

Bunkerne af julehjælpsansøgninger har i år vokset sig større end sædvanligt på landets kirkekontorer. Det viser en rundringning, som folkekirken.dk har foretaget blandt en række kirker fordelt over hele landet.

Hver anden kirke har i år modtaget flere ansøgninger om julehjælp, og det betyder, at kirkerne ser et helt nyt ansøgerfelt. To ud af tre af disse kirker fortæller nemlig, at de får ansøgninger fra dele af befolkningen, de ikke har hørt fra før.

LÆS MERE: De allermest pressede dropper julen

Trængt økonomi sort på hvidt

I Nørre Tranders Kirke i Aalborg er ansøgerbunken vokset med en trejdedel i forhold til sidste år. Ansøgerne skal her vedlægge dokumentation for deres årsindkomst, og man kan altså sort på hvidt se, at mange i sognet i år er økonomisk trængte, fortæller kirke- og kulturmedarbejder Helle Krogsbøll.

- Vi plejer at give julehjælp til mennesker på kontanthjælp og enlige forsørgere. Men nu får vi også ansøgninger fra unge på SU, flexjobbere og mennesker med lav indkomst, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, siger Helle Krogsbøll, der har et indtryk af, at ansøgerne søger om julehjælp flere steder.

LÆS MERE: Flere opsøger gratis mad i kirker: "Det er som om, de ikke har set mad i flere dage"

Har tidligere nægtet julehjælp

I gennemsnit oplever de kirker, der i år har modtaget flere ansøgninger om julehjælp, en stigning på 37 % i forhold til sidste år. Flere steder er der kommet ansøgninger fra ukrainske flygtninge, men generelt tegner der sig et billede af, at flere ældre, enlige og mennesker med lav indkomst i år har søgt om hjælp til at få julen til at hænge sammen.

Mennesker, der før har kunnet klare sig selv, men som nu må smide håndklædet i ringen, siger Mette Basbøll, der er sognepræst og ansvarlig for julehjælpen ved Tingbjerg Kirke.

- Vi har bemærket, at ansøgerskaren er udvidet. Nu er det også pensionister og førtidspensionister, der søger om julehjælp. Folk, der før har nægtet at ville tage imod julehjælp, føler sig nu nødsaget til det, fordi de er pressede, siger Mette Basbøll.

LÆS MERE: Julehjælp

Fakta

Om rundringningen

Folkekirken.dk har kontaktet 24 kirker over hele landet. Rundringningen viser: 

 

  • 50 % af de adspurgte kirker har modtaget flere ansøgninger end normalt.
  • 33 % af kirkerne har modtaget det samme antal ansøgninger, som de plejer, mens 17 % af kirkerne har modtaget færre ansøgninger, end de plejer.
  • De kirker, der i år har fået flere ansøgninger, har i gennemsnit har oplevet en stigning på 37 %.
  • 2 ud af 3 kirker, der i år har modtaget flere ansøgninger, har bemærket, at nye grupper har søgt julehjælp. Det er f.eks. enlige, førtidspensionister, pensionister, unge på SU, mennesker med lav indkomst, flexjobbere og enlige forsørgere. Visse steder er der i år flere ukrainske ansøgere og flere ansøgere med anden etnisk herkomst end dansk.