Fortsæt til hovedindholdet
14. september 2022

Flere opsøger gratis mad i kirker: "Det er som om, de ikke har set mad i flere dage"

Stigende priser får markant flere danskere til at opsøge kirker, der uddeler fødevarer og tilbyder gratis fællesspisning. Den store efterspørgsel gør det svært at skaffe mad nok. 

I Abildgård Kirke ved Frederikshavn tilbyder Familienetværket hver anden onsdag gratis fællesspisning. Siden januar er antallet af dem, der kommer og får et gratis måltid mad, fordoblet. Foto: Abildgård Kirke

Charotte Kongsgaard Nielsen

Der er pres på de ansatte og frivillige, der indsamler, sorterer, fordeler og tilbereder gratis mad og måltider i landets kirker. Mens de arbejder på at skaffe mad nok til alle, bliver køen af mennesker, der har brug for et varmt måltid eller basale dagligvarer, nemlig længere og længere.

Siden nytår er tilstrømningen til de kirker, der uddeler fødevarer og tilbyder gratis fællesspisning steget eksplosivt. Hjælpen er tiltænkt økonomisk trængte og socialt udsatte, og dén gruppe er vokset i takt med stigende priser på bl.a. dagligvarer.

60 kr. til resten af måneden

Det mærker de blandt andet i Husum Kirke, hvor man i flere år har uddelt ugentlige kurve med dagligvarer, der er indsamlet af menigheden og lokale donorer. Siden årsskiftet er ansøgerne blevet så mange, at de har stået på venteliste i flere måneder.

- Det er voldsomt at se, hvor meget behovet er intensiveret. I starten var det tænkt som et projekt, der skulle give forældrene mulighed for at give børnene nærende madpakker med i skole, men nu handler det altså om overlevelse og helt basale behov for familien, siger diakonimedarbejder Sofie Troelsgaard, der også oplever at ansøgerfeltet har skiftet karakter.

- Jeg har læst rigtig mange ansøgninger gennem årene, og jeg oplever nu, at desperationen er blevet større. Vi er ikke vant til, at folk skriver, at de har 60 kr. at leve for resten af måneden. Det er barsk, siger hun.

LÆS MERE: Diakoni - kirkens omsorgstjeneste

En ny gruppe af mennesker 

Sct. Peders Kirke i Randers oplever også stor efterspørgsel i deres Foodbank, hvor økonomiske trængte kan komme og få udleveret en pose med basisvarer. Siden årsskiftet er efterspørgslen steget med 50 procent, og også her er det svært at skaffe mad nok til alle.

Det er både unge, børnefamilier, enlige og ældre, der kommer, fortæller kirke- og kulturmedarbejder Irene Abildgaard. Men det er også mennesker, som kirken ikke før har set.

- De nye, der henter mad hos os, har førhen lige akkurat kunnet skrabe sammen og klare sig. Og det har været vigtigt for dem og deres værdighed. Men nu kan de ikke mere, og flere fortæller, at de aldrig troede, det skulle overgå dem at få den slags hjælp. Stigningen på basisvarer svarer til, at de skal betale 400-500 kr. mere for de samme varer, og det er penge, de ikke har, siger Irene Abildgaard.

LÆS MERE: Sognekirker skaber stærkt socialt arbejde

Gratis og sund mad som frirum

Også ved de gratis fællesspisninger i kirker rundt om i landet er der blevet flere munde at mætte. I Abildgård Kirke ved Frederikshavn tilbyder Familienetværket hver anden onsdag gratis fællesspisning, og her er antallet af besøgende fordoblet fra 55 gæster i januar til over 100 i dag.

- Det er som om, nogle af dem ikke har set mad i flere dage, men jeg tror simpelthen det er desperation. Forældrene må gå sultne i seng, fordi det er blevet for dyrt at mætte hele familien. Vi kan mærke, at det giver dem et frirum at komme i kirken og få gratis og sund mad, siger diakon og projektleder Anne Gottlieb og fortæller, at kirken også må tænke i mere kreative og billige løsninger for at få budgettet til at slå til.

LÆS MERE: Intet er så trist som at spise alene

Fællesskab uden forbehold 

Uddeling af mad og fællesspisninger er en del af kirkens sociale arbejde, der også kaldes for diakoni. Diakoni er omsorg for medmennesket og en af kirkens kerneopgaver. Den, som har brug for støtte, bliver ikke set som patient eller klient, men som et medmenneske, der mødes med respekt, værdighed og omsorg. 

Og det er essentielt, når økonomisk trængte og udsatte mennesker opsøger hjælp til at få opfyldt helt basale behov som at blive mæt, lyder det fra kirkerne. For mange er det nemlig forbundet med stor skam ikke at kunne forsørge sig selv og familien.

- Vi hjælper fuldstændig uden forbehold, og der er ingen krav om dokumentation for indkomst eller kirkegang om søndagen. Man skal komme, som man er, om man er en del af menigheden eller ej, siger Sofie Troelsgaard.

- Men vi oplever faktisk, at folk ønsker at give noget igen – f.eks. deres tid. Derfor bliver flere af dem frivillige i kirken og giver en hånd med. Det gør noget godt for alle at være en del af et fællesskab, siger hun.

Her kommer maden fra

  • Det er forskelligt fra kirke til kirke, hvordan man financierer den gratis mad, der tilbydes. 
  • I nogle kirker er der tale om donationer fra menigheden, lokalsamfundet, sponsorere og puljer, mens andre kirker har aftaler om at hente overskudsmad fra lokale supermarkeder.