Danske feltpræster har aldrig slået ihjel

Marianne Luna Røndal

I andet afsnit af 'Herrens Veje' ser vi August Krogh blive udsendt som feltpræst. Men hvordan er det at være feltpræst i virkeligheden? Hvorfor vil feltpræster ikke velsigne materiel?

Det har folkekirken.dk spurgt hærprovst Thomas H. Beck om. Som hærprovst er man chef for feltpræsterne. Inden han blev hærprovst, var han feltpræst og har været udsendt fem gange.

Har en dansk feltpræst nogensinde slået ihjel?

Nej. Og der er aldrig en feltpræst, der har løsnet et skud i kamp.

Bærer en feltpræst våben?

Man bærer altid våben derude, hvis der skal opstå en situation, hvor man har brug for det. Der har været perioder, hvor det ikke har været tvunget at gå med våben. Men tager man Kabul lige nu, er der krav om, at man bærer pistol, fordi man aldrig kan vide, om der kan opstå en situation, hvor man skal forsvare sig selv.

Er feltpræster med i kamp?

Feltpræster må ikke deltage i kamphandlinger. Man må kun skyde i selvforsvar eller hvis man skal beskytte en såret.

Hver eneste gang vi har kamphandlinger vil militærpolitiet gå igennem, om der er sket brud på militære love og almindelig dansk ret. Er der tegn på et brud med loven, vil det få et retsligt efterspil.

Har du oplevet overtro blandt soldater, som de taler om i serien?

Nej, egentlig ikke. Her er bare almindelige menneskelige småritualer, som man også ser med sportsfolk. Sådan nogle vaneting, hvor nogen for eksempel skal høre et bestemt stykke musik, inden de skal ud på patrulje.

Jeg har aldrig oplevet soldater spørge, om jeg ville velsigne deres våben.

Hvor mange af soldaterne bruger feltpræsterne?

Vi bliver brugt rigtig meget. Jeg har oplevet, at soldaterne har stået i kø for at tale med mig. De er nemlig ikke flove over at tale med feltpræsten. Og alle er åbne omkring, at man kæmper med det samme.

Hvilke tilbud er der til ateister og muslimer, der er udsendt?

I Danmark er den gejstlige tjeneste en folkekirkelig tjeneste, og det vil sige, at det er os feltpræster, der også skal betjene personel, som ikke er medlem af folkekirken.

Vi præster er i al beskedenhed gode til at tale med folk, der ikke er kristne. Muslimer og ateister kommer også og taler med os. Det er jo en af styrkerne ved den danske folkekirke, at vi ikke har en forventning om et særligt fromhedsliv.

Når vi er udsendt, kan vi også trække på andre landes feltpræster, feltimamer, ortodokse feltpræster og så videre. 

Et af De ti Bud siger jo ’Du må ikke slå ihjel’. Hvordan tackler man som præst at være med i en krig?

Det er universelt for menneskeheden og i alle religioner, at man ikke må dræbe. Men man er heller ikke i tvivl om, at man skal forsvare sin næste og det, man har kært. Også hvis det kan resultere i anvendelsen af dødelig magt. Der står, at vi ikke må myrde. Vi må selvfølgelig ikke rende rundt og være mordere. De ti Bud er retningslinjer.  

Det kan dog ikke undgås at føre til refleksioner over det at have taget et andet menneskes liv. Det kan man så tale med feltpræsten om. Jeg har ingen problemer med at sige, at en soldat i yderste konsekvens skal slå ihjel, og selvfølgelig heller ikke at tale med dem om det. 

Soldater er trænet til, at det er i yderste konsekvens, at man tager et andet liv. Det er jo ikke sjovt at slå et andet menneske ihjel. Man er psykopat, hvis man synes det.

I nyere tid har vi ikke været udsendt med et mandat, der giver os lov til at foretage angrebshandlinger. Soldater skyder som udgangspunkt først, når andre har skudt på dem.