Folkekirken bør ikke drives som en virksomhed

Lars Ulrick Lousdal

I første afsnit af dramaserien ’Herrens Veje’ følger vi bispevalget mellem Monica Ravn og Johannes Krogh. Monica Ravn ønsker at drive folkekirken som en koncern og selv udpege præstesønnen August til ny præst i Marmorkirken. Han er nemlig ’dygtig til at samle et stort publikum i kirken’. Spørgsmålet er, om det foregår sådan i virkelighedens verden. Det har folkekirken.dk spurgt Marianne Gaarden om. Hun er nyudnævnt biskop i Lolland-Falsters Stift.

Hvor meget indflydelse har du som biskop på ansættelse af præster? 

- Jamen, jeg har jo ingen indflydelse. Den magt og myndigheden har biskoppen ikke, men jeg har selvfølgelig ret til at udtale mig.

Folkekirken tilhører folket, og det er menighedsrådene, som har magten. Provstierne har pengene et stykke hen ad vejen, og biskoppen har inspirations- og motivationsretten, for at sige det lidt firkantet.

Som biskop kan man tale med kandidaten og menighedsrådet. Man kan skærpe menighedsrådet bevidsthed om, hvad det egentlig er, de gerne vil have.

Er det for eksempel vigtigt for dem, at det er en familie, der flytter ind i præstegården? Søger de en præst, der er dygtig til børnearbejde eller musik? Skal det være en præst, der har fokus på sjælesorg, eller er der brug for en dygtig liturg?

Som biskop kan man hjælpe menighedsrådet med at skærpe bevidstheden ved at stille sådan nogle spørgsmål. Men menighedsrådet har i sidste ende beslutningsretten. Sådan skal det være.

Det der med at netværke og kende en i menighedsrådet, så man lige kan få en præst ind - det er fiktion. Sådan er virkeligheden ikke, og det er godt, synes jeg.

Kan man drive folkekirken som en virksomhed?

- Nej. Det strider imod hele den folkekirkelige ordning, som vi har i dag, hvor det er menighedsrådene, der selv har medbestemmelse over deres egen kirke, og hvordan de vil prioritere deres ressourcer.

Som biskop kan man inspirere, motivere, pege på løsningsmodeller og skærpe menighedsrådets bevidsthed, men beslutningsretten må man aldrig tage fra dem, for så fratager man også deres engagement.

En biskops fornemste opgave er at iføre sig en tjeners rolle. At stille sig til rådighed og tjene alle dem, der frivilligt vælger at tjene folkekirken. Og dybest set tjene Vorherre.

En koncernledelse med en meget tydelig magtstruktur, baserer sig på, at man kan placere magten. Jo højere op, du kommer, desto mere magt. Det synes jeg er meget uevangelisk. Jesus lader sig føde det mest ydmyge sted og længst væk fra magtens centrum. Hele Jesus’ forkyndelse vender op og ned på de magtstrukturer, vi mennesker har det med at indrette vores samfund efter.

Hans forkyndelse om næstekærlighed udspringer netop af afmagt. Kærligheden er jo netop der, hvor vi allermest er udleveret til afmagt, fordi den vi elsker, må vi stå afmægtig over for.

Hvad tænker du om at bruge ordet publikum om kirkegængere?

- Mine alarmklokker ringer med det samme, fordi et publikum er passivt. Et publikum kommer for at blive underholdt.

Når udtrykket overhovedet opstår, er det fordi det ligger i tiden, at man skal underholdes. Hvis kirken går ind på linje med andre udbydere af underholdning, mister vi fuldstændig vores rødder og kernebudskab.

Jeg har skrevet ph.d.-afhandling om folks oplevelse af gudstjenester, så jeg har en del erfaring på området.

Jeg ser ikke gudstjenester som en teaterforestilling, selvom jeg godt kan se, at der er mange paralleller. Men vi stiller os til rådighed for det, jeg kalder det tredje rum. Folk kommer ind i kirken med deres livserfaringer og problemer, og de bliver mødt af noget udefrakommende. De kommer med deres tanker, og bliver mødt med nogle ord, der kommer til dem udefra. I det møde mellem det indre og det ydre opstår det tredje rum, hvor man går fra kirken og virkelig føler, at man fik noget ud af det.

Der er noget tredje på spil, og det er Gud, der tjener os i gudstjenesten. Det kan en teaterforestilling ikke.

I den danske folkekirke er vi jo et stykke hen ad vejen kendetegnet ved, at vi ikke har så mange aktører. Fokus er meget rettet på præsten. Jeg mener, vi kan blive bedre til at inddrage lægfolk i gudstjenester, for med den opgave følger også ansvaret og engagementet.

For eksempel kan forældre, som skal have døbt deres børn, læse en bøn op. Det giver et anderledes engagement, når man selv har en aktie i det, der sker.

Hvad var dit forhold til dine modkandidater i bispevalgkampen?

- Jeg synes, at det var en meget ordentlig, redelig og fair valgkamp. Lige nøjagtig i Lolland-Falsters Stift, var der to mandlige kandidater, der nok repræsenterer en lidt mere konservativ, bevarende og klassisk teologi. Det var dem, der faldt ud i første rundt.

De to kandidater, der gik videre, var to kvinder, som teologisk lå til venstre for de andre. Så det var ikke et opgør mellem to fløje.

Ved den første valgrunde havde man allerede tydeligt valgt, hvad man ville have. Det tænker jeg egentlig, er det herlige ved det. Uanset hvem af os det blev, havde man tydeligt valgt, at man ønskede en nytænkende tilgang til bispeembedet.

Der var meget medieopmærksomhed fra lokal-tv. I de sammenhænge følte jeg, at min modkandidat blev min medkandidat over for de spørgsmål, som vi fik, der repræsenterer fordomme, ateisme eller uvidenhed om kristendom. Nogle af de spørgsmål, som vi skulle svare ja og nej til, kunne jeg simpelthen ikke svare på, fordi de forudsætter en præmis, som jeg ikke anerkender.

Der havde jeg en følelse af, at vi lå på linje. Så det var mere et spørgsmål om vores bagage, og hvor godt vi kendte stiftet. Alt i alt synes jeg, at det var en meget fair og ordentlig valgkamp.

Det var godt, for hvis vi i kirken ikke kan finde ud af at handle efter det, vi prædiker, har vi et problem.