Fortsæt til hovedindholdet

Konferencer m.v.

Aarhus Universitet arrangerer en stor konference om reformationen, og Det Mellemkirkelige Råd indbyder til et økumenisk seminar for katolske og protestantiske teologer.

Reformationen og det danske samfund

Som et led i rækken af MatchPoints seminarer på Aarhus Universitet indbyder universitetet, i samarbejde med præsidiet for reformationsjubilæet, til en konference i perioden 20. – 21. maj 2017 med titlen ”Reformationen og det danske samfund. ” De internationalt kendte forskere professorerne Thomas Kaufmann, Tyskland, Lyndal Roper, Storbritannien og Francis Fukuyama, USA, holder fællesforedrag. I konferencens 20 workshops diskuteres en lang række emner vedrørende reformationens virkningshistorie på baggrund af bidrag fra kyndige oplægsholdere. Der indbydes bredt til konferencen, som åbnes af Dronningen. MatchPoints er åbent for offentligheden, men der er tilmeldingspligt og begrænset antal pladser.

Luthersk-katolsk teologisk seminar og gudstjeneste

Reformationsjubilæet skal ikke kun fejres tilbageskuende, hvor vi er optaget af det, der skete for 500 år siden. Vi skal også se fremad. Derfor har folkekirkens biskopper tilsluttet sig et forslag om at afholde et teologisk seminar for protestantiske og katolske teologer op til første søndag i advent 2017, efterfulgt af en fælles gudstjeneste i Københavns Domkirke, for på denne måde at markere det nye forhold imellem de to de to kirkedele. Der er nedsat en arbejdsgruppe, som i samarbejde med Det Mellemkirkelige Råd vil tilrettelægge seminaret og gudstjenesten. Der er også repræsentation fra Danske Kirkers Råd i arbejdsgruppen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet