Fortsæt til hovedindholdet

Arrangementer og kurser

Både TEOLOGI ved Aarhus Universitet og Det teologiske fakultet i København har fået særlige 2017-sites. Aarhus-teologerne præsenterer forskning om reformationen og dens virkningshistorie bl.a. i en ugentlig blog på http://reformation.au.dk/

Københavnerne fortæller om undervisning, herunder åbne forelæsninger, og arrangementer, bl.a. besøg i oktober af professor Volker Leppin fra Tübingen, på http://reformation.teol.ku.dk/

600-året for Jan Hus' martyrium

Den 6. juli 2015 er det 600 år siden, den bøhmiske reformator Jan Hus blev brændt som kætter ved koncilet i Konstanz. Denne begivenhed markeres selvsagt omfattende i Tjekkiet og ikke mindst i Prag, hvor biskop Marianne Christiansen vil repræsentere Den danske Folkekirke ved den store mindegudstjeneste i Betlehemskapellet.

Niels Henrik Arendt opfordrer danske menigheder til også at markere denne begivenhed, f.eks. ved gudstjenesterne d. 5. juli, som en del af den danske forberedelse til reformationsjubilæet i 2017. Luther erkendte, at han følte sig åndsbeslægtet med den tjekkiske professor: ’Vi er alle hussiter uden at vide det’, sagde han.

Den 29. oktober er der premiere på Krista Revsbechs musical over Jan Hus’ liv og virke, Jan Hus og det han brændte for i Brødremenighedens Søsterhus i Christiansfeld. Fire lokale kor er involveret. Musicalen turnere gerne rundt til andre kirker i landet. 

Thomissøns påske i Ribe Domkirke

En smuk musikgudstjeneste med de rigtige historiske liturgiske detaljer, reformationstidens salmer og musik af reformationstidens danske hofkapelmester Conrad Rein fandt sted i Ribe Domkirke i april. En større research gik forud ved musikprofessor Konrad Küster og domorganist Birgitte Ebert. Hvis man går med tanker om at holde en lignende gudstjeneste, kan man kontakte Birgitte Ebert for yderligere detaljer.

Formidlingskonference i Århus

Et af flagskibene for reformationsjubilæet bliver en stor offentlig formidlingskonference på Aarhus Universitet med store forelæsninger og snesevis af workshops. Den finder sted d. 20.-21. maj 2017 og er bl.a. finansieret med godt ½ mio. fra tipsmidlerne.

Tårnborgs Lutherlæsninger

I Brorsons gamle bispebolig, kursusstedet Tårnborg i Ribe, sættes der i efteråret 2015 og foråret 2016 fokus på hovedværker af Martin Luther. Møderne foregår kl. 10.00-15.00.

26/10 ’Om kirkens babyloniske fangenskab’ og ’Den trælbundne vilje’.
16/11 ’Om et kristenmenneskes frihed’ og ’Om den verdslige øvrighed’.
12/1 ’Til den kristne adel af tyske nation’ og ’Luthers store katekismus’.
26/1 ’De 95 teser mod afladen’ og ’Galaterbrevkommentaren’.

Nærmere info på www.taarnborg-ribe.dk


Tilmeld dig nyhedsbrevet