Med Reformationen blev den danske kirke evangelisk-luthersk. Det fortæller, at kirken er reformatorisk og bygger på evangeliet. I 1536 gik kirken fra at være en del af den romersk-katolske kirke til at være en nationalkirke med kongen i spidsen.
Siden Grundlovens indførelse i 1849 har vi kaldt kirken for den
danske folkekirke. I §4 i Grundloven står der, at: Den
evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes
som sådan af staten.
Sædden Kirke fremtræder moderne, men er indrettet klassisk luthersk med prædikestol, nadverbord og døbefont som de centrale elementer.
Folkets kirke
Den danske kirke er den første i verden, der kalder sig en folkekirke. Der kan gives forskellige forklaringer på, hvad forskellen er på en folkekirke og en statskirke. Men grundlæggende kan man sige, at vi kalder det for en folkekirke for at signalere, at det ikke er statens kirke, men folkets.
Ligesom mange andre lutherske kirker har folkekirken en relativt flad struktur, hvor sognene har en høj grad af selvbestemmelse, og hvor hver enkelt præst er fri til at forkynde i overensstemmelse med sin egen samvittighed. Inden for folkekirken lever Indre Mission, grundtvigianisme, karismatiske strømninger og tidehvervsk teologi side om side. Denne rummelighed anser mange for at være en styrke ved kirken.
Mange danskere er medlemmer
Omkring tre fjerdedele af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken (2020), som dermed er en af de protestantiske nationalkirker i verden, der har det procentvist højeste medlemstal. Det er dog langtfra alle medlemmerne, der går i kirke hver søndag. I gennemsnit sidder der 57 mennesker på kirkebænken søndag formiddag i hver kirke i Danmark (2014). Kirkegangen er svagt stigende, og i mange kirker er der stor tilstrømning til fx babysalmesang og hverdagsgudstjenester med spisning.