Reformationen gik sin sejrsgang over det meste af det tysk-romerske rige, og fundamentet skred mere og mere under den katolske kirke. Hverken pave eller kejser formåede at stille noget op. Men midt i 1500-tallet opstod en ny kontra-reformatorisk bevægelse under ledelse af spanieren Ignatius Loyola. Det var munkeordenen jesuitterne.
Jesuitterne forsvarer den katolske kirke
Denne
nye munkeorden blev den katolske kirkens bedste kort i kampen mod den
protestantiske reformation. Loyola krævede absolut lydighed over for
pavestolen.
Jesuitterne bidrog til at give den skrantende
pavekirke sin troværdighed tilbage, idet de arbejdede for kirkelig
fornyelse og udførte kirkeligt hjælpearbejde. De drev også omfattende
mission. Ordenen gav den katolske kirke en tiltrængt
saltvandsindsprøjtning, og i dag er katolsk fromhedsliv fortsat påvirket
af Loyolas tanker.
Jesuitter-ordenen blev indstiftet med et paveligt dokument i 1540. Billedet viser Pave Paul III overdrage dokumentet til Loyola. (Tjekkiet, ca. 1743)
Koncilet i Trient
Reformatorerne havde mange gange bedt om et kirkemøde (koncil), hvor man kunne diskutere kirkelige reformer. Kejser Karl V og pave Paul III blev i 1545 endelig enige om at indkalde til koncil i Trient på grænsen mellem Italien og Tyskland. Protestanterne blev dog ikke inviteret med til mødet.
Koncilet blev afholdt i tre omgange mellem 1545 og -63. Man blev enige om at tage afstand fra Luther, men vedtog en række reformer, der skulle afskaffe nogle af de misbrug, som Luther havde rejst kritik af. Den katolske kirke fik redefineret sig selv og kom styrket ud af koncilet.