Fortsæt til hovedindholdet

Næstekærlighed

Hvis man skal sige det kort, hvad betyder næstekærlighed og det at elske sin næste så? Vi har spurgt præst og ph.d Benedicte Hammer Præstholm, som giver sit bud her:

Kun ét bud

Kristendommen siger, at det største bud i livet er at elske og tilgive andre mennesker, fordi Gud elsker og tilgiver os. Det handler om at give videre til andre, hvad vi selv har fået.

I kristendommen er der i virkeligheden kun ét bud, nemlig: Det dobbelte kærlighedsbud. Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Det bud er udfordrende og krævende, fordi det gælder hver eneste dag og hvert eneste menneske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.

Buddet om næstekærlighed har ingen brugsanvisning, men ofte ved vi fra os selv og vores evne til at sætte os i en andens sted, hvad den anden har behov for.

Elsk din næste, som Gud elsker dig

Når kristne bestræber sig på at handle godt, er det ikke for at tage sig bedre ud i Guds øjne eller for at blive belønnet med en plads i himlen.

Det er faktisk omvendt: Gud elsker allerede mennesker. Gud har givet os livet ved skabelsen. Han har givet os tilgivelse og kærlighed ved at komme til verden gennem Jesus. Derfor har vi rigeligt at dele ud af.

Vi skal ikke være næstekærlige for at gøre os fortjent til Guds kærlighed. Rækkefølgen er omvendt. I Bibelen forklarer Jesus det sådan: I skal elske hinanden, ligesom Gud har elsket jer!

Benedicte Hammer Præstholm