Kristendom er til for menneskers skyld. Den har ikke leveregler i bogstavelig forstand, men har i stedet en grundlov: Det dobbelte kærlighedsbud, som siger, at vi skal elske Gud og vores medmenneske.
Den kristne har frihed til og ansvar for at leve sit liv ud fra kærlighedens grundlov. At være kristen er at leve sit liv i lyset af det, vi hører om Gud.
Tro giver mening
Verden er mere end det, der kan måles og vejes. Mennesker består ikke kun af kød og blod, men også af tanke og ånd. Derfor giver det mening at fortælle eventyr for børn og at læse stor litteratur.
Ord kan videregive troen på, at tilværelsens drager kan bekæmpes, eller at livet er værd at leve trods alt. Det, vi hører, er med til at forme vores virkelighed og os selv.
I Bibelen står der, at troen kommer af det, der høres. Tro vokser frem, når ord og fortællinger synker ned i sindet og får indflydelse på, hvordan man forstår sig selv og verden.
Troen på, at kristendommen siger os noget sandt om vores menneskeliv, er med til at forme vores virkelighed. Tro giver mening. Det giver mening at tro
Et helt almindeligt menneskeliv
Kristendom handler om virkeligheden, og er for helt almindelige mennesker. Den taler til os, dér hvor vi har gode og svære relationer, dér hvor vi har erfaringer med kærlighed, ansvar og svigt, dér hvor vi støder på andres og egne fejl, og dér hvor vi møder døden som livets afslutning.
Man skal ikke være særligt hellig eller fejlfri eller vende ryggen til denne verden for at kalde sig kristen. Men man skal have lyst til at få sit liv belyst fra en anden verden.
I lyset af Gud
At leve i et kristent univers er at få sat sit liv i et særligt lys. Her er Guds kærlighed begyndelsen. Livet er en gave, og døden får ikke det sidste ord. Det kan give mod til at leve livet trods alt det besværlige og smertefulde.
Her bliver det taget alvorligt, at vi er mennesker. Vi kan ikke være fejlfrie eller perfekte. Nogle gange løber vi fra ansvaret. Når vi opfører os ukærligt og selvisk, bliver buddet om næstekærlighed til en opsang.
Men samtidig insisterer kristendommen på, at tilgivelsen er vejen frem, og at kærligheden altid er større end fordømmelsen. Her har man værdi også uden at være supertalent - selv om man er ringe i sine egne øjne, er man noget i Guds øjne.
Benedicte Hammer Præstholm