Den katolske kirke havde ophøjet paven og visse teologer fra oldkirkens tid til autoriteter på linje med Bibelen. Det var Luther og de øvrige reformatorer stærkt kritiske overfor. De mente, at kirken med al sin pomp og pragt, hierarkiske struktur, helgendyrkelse og latinske gudstjenester var kommet for langt væk fra apostlenes lære og de bibelske tekster.
Bibelen er den eneste autoritet for troen
Almindelige mennesker havde ingen adgang til at læse i Bibelen, da den kun var tilgængelig i latinske udgaver. Selv præster og munke læste alt for lidt i de bibelske skrifter. Reformatorerne overtog den bibelhumanistiske bevægelses motto: Tilbage til kilderne, dvs. til Bibelen på grundsprogene og til kirkens oprindelige rødder. De mente, at Skriften alene burde være rettesnor for troen.
Det betyder dog ikke, at reformatorerne var fundamentalister. De holdt på, at der var forskel på, hvor gode de bibelske skrifter var, og at man skulle bedømme de enkelte skrifter på, hvor godt de stemmer overens med kernen i Jesu forkyndelse (driver på Kristus).
Ikke alle bibelske skrifter er lige vigtige
Luther mente fx, at Romerbrevet var den vigtigste bog i Det nye Testamente. I dette skrift fandt han hele evangeliets kerne på kort form. Jakobs Brev, som betoner vigtigheden af at gøre gode gerninger, sagde ham derimod ikke så meget. Det kaldte han bramfrit for et rigtigt stråbrev, eller som man ville sige i dag: noget værre hø. Men han fastholdt, at hele Bibelen burde være frit tilgængelig på modersmålet, så enhver kunne læse og fortolke skrifterne selv.
Læs mere
Du kan læse mere om Luthers bibelsyn på Luther2017.dk