Reformationen var skelsættende. Men det er en misforståelse at give Reformationen hele ansvaret for sprængningen af middelalderens enhedskultur. Enheden var begyndt at gå i opløsning længe før.
Antikken skulle genfødes
Den kulturbevægelse, vi kender som Renæssancen, begyndte i Italien i 1300-tallet. Renæssance betyder genfødelse, og renæssancens pionerer ønskede netop en fornyelse eller genfødelse af den antikke verden. De opfattede Antikken som friere og mere oplyst end deres egen tid.
Renæssancens mænd satte fokus på individet og ønskede at skabe plads til det enkelte menneskes selvudfoldelse. Der skete i renæssancen en opblomstring inden for både kunst, litteratur og naturvidenskab.
Tilbage til kilderne
Den kirkelige renæssances foregangsmænd kaldte sig bibelhumanister. De var kritiske over for middelalderens spidsfindige teologi (skolastikken) og ønskede at rense kristenheden ved at gå til antikkens kildetekster. Bibelhumanisterne søgte tilbage til den oprindelige kristendom, og de læste de bibelske skrifter på grundsprogene i stedet for i latinsk oversættelse.
Erasmus af Rotterdam (Hans Holbein d. Y, 1523)
Erasmus af Rotterdam
Den mest berømte bibelhumanist var Erasmus af Rotterdam (1469-1536). Hans udgivelse af Det nye Testamente på græsk i 1516 fik stor betydning for Reformationen. Erasmus var blandt de første, der vovede at kritisere romerkirken, men Luthers og Calvins næsten samtidige kritik var langt mere vidtgående.
Efter kirkens splittelse nægtede Erasmus at vælge side, og derfor blev han angrebet af både katolikker og protestanter. Samme skæbne led den berømte danske bibelhumanist, Poul Helgesen.
