Hvordan skal jeg række ud til min far, som jeg ikke har talt med i årevis?

Jakobs forhold til sin far er gået helt i hårdknude, og de har ikke talt sammen i årevis. Nu har Jakob lyst til at række ud til sin far, men hvordan gør man det, når det alle dage har været svært at sætte ord på alt det, der er svært? Det har Jakob talt med en præst om i en sjælesorgssamtale.

Familierelationer. De kan være svære at leve med, og det kan være smertefuldt at leve foruden. Men sådan er det med Jakobs familie. Han valgte sin far helt fra for femten år siden, fordi han altid var ked af det, når de skiltes. Hans mor og hans søskende har han heller ikke talt med i over et år. Sidst gik det galt på en ferie, hvor Jakob igen-igen forsøgte at rede trådene ud og måske var lidt for ivrig med at fortælle de andre, hvad han syntes, de skulle gøre. 

Det startede ellers godt for mange år siden, da Jakob var barn. Han husker sin barndom som tryg, og han følte sig elsket, da han voksede op med mor, far og søskende i et parcelhus i en mindre jysk by, som han beskriver som et øsamfund – selvom det ikke var en ø. Men da han var fjorten år gammel, blev hans forældre skilt, og Jakobs liv tog en voldsom drejning. Fra den ene dag til den anden skulle han undvære sin far, og der blev ikke talt om skilsmissen. Jakob fik bare at vide, at hans far ikke kom hjem mere – og det var det. Når han besøgte sin far, var det enormt kunstigt, og farens nye hjem med en ny kone blev aldrig et rigtigt hjem for Jakob.

- Og så begyndte mit liv ellers at ryge ud ad en tangent. På daværende tidspunkt kunne jeg ikke finde ud af, hvad det var, der foregik inden i mig, så jeg begyndte at opsøge nogle miljøer, hvor jeg røg hash og jeg lavede noget ungdomskriminalitet, og sådan gik det i seks-syv år. Jeg tog hash, amfetamin, kokain – det var, hvad man nok kalder et weekendmisbrug. Jeg har også været i fængsel et par gange – både da jeg var under 18, og efter jeg blev 18 år. Jeg er sgu nok familiens sorte får. 

Men derouten ligger langt tilbage. Efterfølgende aftjente Jakob sin værnepligt, og han kom på højskole. Det var der, han fik en anden omgangskreds – med mennesker, “der havde en plan med deres liv.” Senere flyttede han til København, fik sig en uddannelse, tog en bachelorgrad, fik en diplomuddannelse og har arbejdet i forskellige sociale projekter. I dag har Jakob passeret de 40, og han har for længst fået styr på sit liv på de store linjer. 

Men så er der forholdet til familien hjemme i Jylland.

- Jeg er jo egentlig landet godt med de ting, jeg har været igennem. Lige fra den trygge opvækst til de mørke år i mit liv, som jeg kalder dem – og så at finde tilbage på sporet. Det har jeg egentlig altid gerne villet sætte i spil over for min familie og vise, at jeg fandt tilbage. Men der er vi ikke som familie. De har ikke været igennem de ting, jeg har været igennem, og de bor stadig derovre, mere eller mindre tæt på hinanden. De har fundet ind i noget, som jeg synes er dysfunktionelt, og det synes de vist også selv, men vi taler ikke om tingene. Jeg har følt i mange år, at jeg måske har fastholdt mig selv i den gamle rolle, når jeg kom hjem, eller også er jeg blevet fastholdt i den. Jeg har virkelig haft lyst til at komme hjem og vise familien, at jeg har udviklet mig, og at jeg har lært at tale om mine følelser. Så kom jeg hjem med min tilgang; “skal vi ikke få talt om alle de her ting og få sluttet fred?” Men det er bare endt i noget rod hver evig eneste gang. Men jeg vil gerne gøre noget ved det. Jeg vil gerne ændre dynamikken, få talt ud og få svesken på disken. Det har hjulpet mig at få talt ud, så jeg tænker jo også, at det ville hjælpe dem. Men måske er det mit behov, måske er det slet ikke deres.

Det største smertepunkt hos Jakob er forholdet til sin far, som han ikke har talt med i mange år. Han har talt med psykologer og venner om det, men den, han allerhelst vil tale med, er sin far. Der er ikke noget, han ønsker mere end at få genopbygget deres relation, men han ved ikke, om det er for stort et sats at række ud; om han blot bliver ked af det igen. 

Det er det dilemma, han står og vakler i nu – og som han tager med hen til sjælesorgssamtalen med Kristian Tvilling, der er præst i Virum Kirke. 

Og det med svære familierelationer – det er i den grad en genganger i mange af de sjælesorgssamtaler, som Kristian Tvilling har. 

- Det oplever jeg på flere forskellige planer. Dels er der dem, der opsøger mig for at få sjælesorg i forbindelse med en familiekonflikt. Dels i begravelsessamtaler, hvor der også kan være konflikter til stede. Der vil flere sider ofte være repræsenteret, og så er det en anden sag. Familiekonflikter kan fylde helt enormt meget, fordi familien jo repræsenterer den base, man har, som er indbegrebet af tryghed og der, hvor man ikke behøver at gøre sig fortjent til andres kærlighed og respekt. Når det så falder væk, kan man føle sig blottet og alene. Når det, der skulle være trygt, ikke er det mere, så kan livet føles farligt.

Familiekonflikter består jo af minimum to parter, men oftest taler Kristian Tvilling kun med den ene part, og han går da heller ikke efter at løse problemet.

- Det kan jeg ikke, det kan kun de to parter. Jeg går ind i, hvordan problemet opleves og prøver at spørge ind til, hvordan det er opstået, og hvordan den, jeg taler med, tror, at den anden part oplever det. På den måde kan der nogle gange opstå en afklaring med, hvad vedkommende skal gøre. Der er dog ingen garanti. Det kan også være, man har en sjælesorgssamtale, der ikke giver et resultat, men så får man lettet sit hjerte. Ofte oplever jeg dog, at der kommer noget ud af det. Måske ikke efter én samtale men efter nogle stykker. 

Jakob kom frem til, at han gerne vil tage kontakt til sin far. Alternativet bryder han sig ikke om at tænke på.

- Jeg forestiller mig et scenarie, hvor jeg en dag bliver ringet op, og så ligger han på sit dødsleje. Så skal jeg derover, og så skal vi klinke skårene dér. Jeg har ikke lyst til, at det skal være på den måde. 

Jakob og Kristian Tvilling talte længe om, hvor vidt Jakob skal ringe eller skrive til sin far. Eller om han skal møde op foran hoveddøren. De vendte fordele og ulemper, og det endte med, at Jakob blev afklaret med, at det vil være bedst at skrive til sin far. 

- Jeg er helt sikker på, at hvis jeg skal kontakte min far, så skal det være på skrift. Så langt var jeg ikke kommet før min snak med Kristian. 

Kristian Tvilling bragte ikke Gud på banen i samtalen med Jakob, i hvert fald ikke direkte.  

- Vi kredsede omkring begreberne forsoning og tilgivelse. Jeg oplevede, at de ord fik en anden betydning, da vi sad i den kontekst i det hellige hus - kirken. Jeg er ikke religiøs, jeg er meldt ud af Folkekirken, men vi er jo kulturkristne. De kristne værdier kan jo godt være adskilt fra det at være kristen, men de er jo værdier, som vores samfund bygger på. Det gav mig i hvert fald en anden oplevelse at tale om de her begreber med en præst. Jeg oplevede, at når Kristian talte om det, så efterlod det et andet indtryk, end hvis jeg havde talt med en hvilken som helst anden. Det rørte mig. Og det har sat sig i mig som en passende forstyrrelse. 

For Kristian Tvilling er det ikke så afgørende, om han i en sjælesorgssamtale får talt helt eksplicit om Gud. 

- Sjælesorg handler jo ikke nødvendigvis om kristendom eller Gud. Det er omsorg for sjælen. Som et kristent menneske, så handler det om at drage omsorg for den andens sjæl – det handler ikke om at prædike den rette lære men om at lytte efter, hvad den anden har brug for. Nogle gange oplever jeg, at mennesker faktisk har brug for at drage Gud ind i samtalen – det sker bestemt ikke sjældent. Men andre gange er det ikke så relevant, og så synes jeg, det virker påklistret at hive Gud ind i det. Han er vel repræsenteret i selve omsorgen. 

Men når det gælder svære familiekonflikter, så er der ofte sårede følelser som svigt, længsel og fortrydelse i spil – komplicerede følelser. 

- Det er der, tilgivelse og forsoning gerne skal træde ind, for det er kærlighedens vej. Man kan også vælge hadets vej, men så bliver det til hævn og straf. Det er jo et valg. Det er et grundlæggende problem for os mennesker, at vi i bund og grund gerne vil tænke retfærdigt. Hvis nogen har såret mig, så må jeg såre tilbage eller ikke have noget med vedkommende at gøre. Der kan kærligheden træde ind og erstatte retfærdigheden. Det kan hele det brudte forhold at bruge tilgivelsen i stedet for hævnen, siger Kristian Tvilling. 

Når man taler om tilgivelse, så er det oplagt at spørge, om det er alt, der skal tilgives. Om det ikke er en stor byrde at mærke, hvis man nu ikke kan tilgive?

- Det er ikke sikkert, det er alt, man kan tilgive. Det er også noget, man kan undersøge sammen i en sjælesorgssamtale. Er det her noget, jeg kan tilgive, eller er det noget, der faktisk er utilgiveligt? Det kan det godt være. Det kan kun den enkelte mærke, og det kan være svært at afgøre, for der er mange modstridende følelser. Man kan føle sig som et lille menneske, hvis man ikke kan tilgive. Vi bliver jo i kristendommen beordret til at elske og tilgive hinanden. Når det er sagt, så er det også indbygget i kristendommen, at vi ikke nødvendigvis kan tilgive. Men det kan Gud. Vi mennesker er ikke fuldkomne. Vi er ikke nødvendigvis dårlige mennesker, fordi vi ikke kan tilgive, men det er simpelthen fordi, vi er mennesker. Det kan godt være, det ikke er i orden, men Gud kan godt tilgive det. 

Det er nu et par måneder siden, at Jakob fik sjælesorg hos Kristian Tvilling, og oplevelsen "sidder stadig dejligt i kroppen," siger Jakob.

- Samtalen med Kristian har sat gang i en masse tanker. Det har helt klart haft en betydning, at Kristian kom med den baggrund med tro omkring livet og det hele. Det var både en umiddelbar respons fra mig selv, at det var fedt, og det sidder i mig endnu, det er stadig samme indtryk – det har sat sig fast. Jeg kommer til at bruge det i min narrativ fremover. Jeg kommer til at fortæller venner og bekendte om dengang, jeg fik sjælesorg – en positiv og udviklende oplevelse. Jeg håber, at jeg kan få flere samtaler. Nu ligger det i hvert fald som en mulighed i min værktøjskasse – for det får jeg brug for. Og det anede jeg jo ikke eksisterede. 

- Hver gang jeg går i Føtex for at handle ind, så går jeg forbi to kirker på vejen. Hver gang, så kigger jeg på de her bygninger, og jeg ser på dem med nye øjne. Det sætter gang i nogle tanker, og jeg tænker på, om det mon er dér, jeg skal gå ind og spørge om en sjælesorgssamtale næste gang. Jeg har simpelthen fået et andet blik på kirkebygninger – og hvad de også kan repræsentere.