Harald Blåtand er kendt som kongen, der gjorde danerne kristne. I hvert fald lod han denne meddelelse riste i runer på Jellingestenen omkring år 965. Det markerer populært set starten på kristendommen som national religion i Danmark, selvom skriftlige kilder og arkæologiske fund tyder på, at kristendommen kom til Danmark med missionærer og handelsfolk allerede 100 år før Harald Blåtand.
Efter kongens religionsskifte fra den nordiske gudetro til kristendommen blev folket naturligvis ikke kristnet fra den ene dag til den anden. Overgangen har strakt sig over generationer, og der er således fundet runesten fra denne tid forsynet med både kristne kors og Thors hammer. Først fra begyndelsen af 1200-tallet anser man kristningen som fuldendt.
LÆS MERE: Da danerne blev kristne
Pavekirke
Kirken i Danmark var i de følgende århundreder en del af det romersk-katolske Europa. Og selvom den siddende konge havde magten over befolkningen, var kirken - og dermed væsentlige dele af staten - underlagt paven i Rom.
Paven udnævnte de ærkebisper og biskopper, som ledte kirken i Danmark. De besatte præsteembederne og forvaltede kirkens ejendom. Før reformationen ejede kirken omkring 40 procent - dobbelt så meget som kongemagten - af jorden i Danmark med herregårde, bondegårde og skovarealer. Det gjorde kirken til en væsentlig magtfaktor i samfundet.
Kongekirke
Efter mange års opbrud og uroligheder i pavekirken - i Danmark som i det meste af Europa - blev reformationen af den danske kirke gennemført i 1536. Nu blev den i stedet en nationalkirke, eller en statskirke, med kongen i spidsen. Størstedelen af kirkens gods blev overdraget til kongemagten, som også fik myndighed til at udpege kirkens biskopper.
Med Reformationen blev den danske kirke evangelisk-luthersk. Det fortæller, at kirken er reformatorisk og bygger på evangeliet.
LÆS MERE: Reformationens historie
Folkekirke
Efter Reformationen var den danske kirke altså en statskirke med kongen i spidsen. Også kaldet en kongekirke. Med indførelsen af Grundloven i 1849 blev der imidlertid indført religionsfrihed, og den evangelisk-lutherske kirke blev samtidig etableret som den danske folkekirke. I grundlovens paragraf 66 blev det indskrevet, at 'folkekirkens forfatning skulle ordens ved lov'.
LÆS MERE: Folkekirken og Grundloven
Grundlovens paragraf 66 kaldes ofte 'løfteparagraffen', og der er siden gjort flere forsøg på at få vedtaget en kirkeforfatning, men det har aldrig udmøntet sig i en konkret forfatning. Til gengæld blev der i 1903 vedtaget en lov om menighedsråd, som skulle demokratisere folkekirken, hvilket er en vigtig milepæl i folkekirkens historie. Nu blev præstevalg og den økonomiske styring af sognets opgaver lagt ind under et folkevalgt menighedsråd.
Siden loven blev indført, har menighedsrådene haft afgørende indflydelse på det lokale kirkestyre. Denne decentralisering samt en stor rummelighed for forskellige kirkelige retninger (eksempelvis grundtvigianere, Tidehverv og Indre Mission) er en væsentlig grund til, at folkekirken opleves som både mangfoldig og rummelig. Og at den af samme grund kan opleves som anarkistisk og ulogisk på det organisatoriske plan.
Det seneste forsøg på at omsætte grundlovens paragraf 66 til en forfatning for folkekirken blev sat i gang i 2012, da regeringen nedsatte et udvalg, som skulle komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. Udvalgsarbejdet blev afsluttet i 2014 med 'Betænkning 1544 - Folkekirkens styre', som både var en analyse af folkekirkens nuværende styreform og udkast til flere lovforslag om en reform af den. Efter forhandlinger med Folketingets partier, valgte kirkeministeren at lade være med at fremsætte et lovforslag, da der ikke var opbakning til nogen form for ændring af folkekirkens styreform. Folkekirkens øverste myndighed er dermed fortsat Folketinget.
