Forholdet mellem folkekirken og den danske stat er bestemt af Grundloven, men er ofte genstand for debat. Det er en kompleks relation, som er resultatet af en lang række historiske, politiske, praktiske og teologiske faktorer.
Fri af staten, bundet til staten
Før Grundloven blev indført i 1849, var kirken i Danmark statskirke under kongen. Den danske kirke er den første i verden, der kalder sig en folkekirke. Der kan gives forskellige forklaringer på, hvad forskellen på en folkekirke og en statskirke er, men grundlæggende kan man sige, at det skal signalere, at kirken ikke er statens kirke, men folkets.
Selvom folkekirken adskiller sig fra en statskirke som eksempelvis The Church of England, har den alligevel et helt særligt bånd til staten. Det understreges i paragraf fire i grundloven, som lyder:
§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.
Udtrykket “understøttelse” er til stadighed omdiskuteret. Det er den gængse opfattelse blandt kirkefolk og forskere, at det skal forstås i bred forstand, altså som en forpligtelse for staten til at yde både økonomisk og moralsk støtte til folkekirken. På samme måde understøtter folkekirken staten på en række områder. Forskellen på folkekirken og andre trossamfund i Danmark er, at folkekirken har forpligtelser over for alle borgere og ikke kun sine egne medlemmer.
LÆS MERE: Folkekirkens økonomi
Paragraffen indebærer, at statens lovgivning vedrørende folkekirken ikke må være i strid med den evangelisk-lutherske bekendelse, ligesom kirken naturligvis ikke er hævet over de gældende love i samfundet.
At bestemmelsen om kirken blev placeret i grundlovens første kapitel understreger, at den evangelisk-lutherske kirke er folkekirken i Danmark.
LÆS MERE: Folkekirken og Grundloven
Hvem understøtter hvem?
Staten understøtter blandt andet folkekirken ved at opkræve kirkeskat, som egentlig ikke er en skat, men et medlemsbidrag, og forvaltningsmæssigt ved at lovgive om de grundlæggende rammer, folkekirken virker under.
Omvendt understøtter folkekirken staten for eksempel ved at tage hånd om begravelser, vedligeholde bygninger og fælles kulturarv og stå for personregistreringen.
Kirken og staten understøtter altså hinanden i et forhold, som på mange områder er ulogiske set med nutidens øjne, men som efter mange års udvikling har vist sig at fungere i praksis. Nogle eksperter har sammenlignet forholdet med et gammelt ægteskab, hvor man har glemt, hvem der ejer hvad.
LÆS MERE: Hvem understøtter hvem?
Folkekirkens særstatus
Med grundloven blev der i paragraf 67 også indført religionsfrihed. Men der blev ikke indført religionslighed eller ligestilling af trossamfund. Siden Reformationen i 1536 har der været tradition for et tæt forhold mellem kongen (staten) og den evangelisk-lutherske kirke, og denne tradition blev altså videreført med grundloven.
LÆS MERE: Fra pavekirke til folkekirke
Orden i kaos
Ligesom mange andre lutherske kirker har folkekirken en relativt flad struktur, hvor sognene har en høj grad af selvbestemmelse, og hvor hver enkelt præst er fri til at forkynde i overensstemmelse med sin egen samvittighed.
Selvom folkekirken i høj grad er en decentral organisation, er den økonomisk, juridisk og administrativt forbundet til staten. Se hvordan i grafikken nedenfor.
