For at blive konfirmeret skal du først gå til konfirmationsforberedelse eller gå til præst, som mange kalder det. Her lærer du om kristendom og taler med præsten og dine kammerater om livets store spørgsmål. Du kan altid spørge præsten, om du må gå til præst, selvom du måske ikke vil konfirmeres.
Hvad skal man tro?
Har Gud skabt verden? Lavede Jesus virkelig vand om til vin, og var hans mor jomfru? Kan Gud være god, når der sker så meget ondt? Hvad nu hvis jeg nogle gange tvivler? Undervisningen giver ikke mange færdige svar. Den handler mere om at være sammen om vores spørgsmål til livet.
Få noget, du kan bruge i dit liv
I Biblen står der, at Jesus mødte mennesker, når de var mest ensomme eller bange, når de sørgede eller havde mistet modet. Den slags situationer kommer alle mennesker i. Det er måske ikke lige nu, men når du selv står der en dag, er det godt at kende historierne i din kristne tro. Du kan også lære at bede og synge salmer.
Forstå din kultur og kend dine rødder
I konfirmationsundervisningen hører du om kristendommens fortællinger, historie og traditioner. Det kan gøre dig klogere på din egen tid og kultur. Mange af Bibelens historier bliver brugt i bøger, billeder, film, musik og musikvideoer, som man først rigtigt forstår, når man kender kristendommens historier. Med dem forstår du måske også bedre vores samfund. F.eks. hvorfor vi har indrettet os sådan, at vi hjælper syge og fattige.
Præsten – en at snakke med
En præst har tavshedspligt. Hvad du fortæller din præst i fortrolighed, kommer ikke videre. Heller ikke til dine forældre eller lærere. Så er der noget, du gerne vil tale med et andet menneske om, kan du bruge præsten.