Fortsæt til hovedindholdet

Spørgsmål og svar om konfirmation

Skal jeg være døbt, og hvor mange gange skal jeg gå i kirke? Her kan du finde svar på de spørgsmål, der oftest stilles om konfirmation.

Konfirmationen er det ritual i kirken, som markerer overgangen mellem barndom og ungdom. Konfirmation betyder, at Gud bekræfter det løfte om at være med dig, som han gav dig, da du blev døbt.

Som døbt får du lov til selv at tage stilling til din dåb, når du er på vejen mod at blive voksen. Ved konfirmation bekræfter Gud sit ja til dig og siger, at han holder, hvad han lovede til din dåb. Som konfirmand gentager du dåbens ja med dit ja til den kristne tro og bliver velsignet. 

En pige i hvid konfirmationskjole bliver konfirmeret ved at præsten lægger sin hånd på hendes hoved.

Hvad betyder konfirmationen?

Konfirmander spørger tit, om de nu tror nok eller tror rigtigt. Men konfirmationen handler først og fremmest om, at Gud bekræfter det, han lovede ved din dåb. Konfirmation er et tegn på, at Gud også er med dig, når ungdomslivet begynder.

Når du vælger at blive konfirmeret, siger trosbekendelsen i kirken og ja til konfirmationen, siger du ikke noget om, hvor meget eller hvor lidt du tror. Du siger ja til at tage imod Guds velsignelse og til, at Gud stadig er med i dit liv. Konfirmationen er din beslutning, og det er både du og Gud, som siger ja til hinanden en gang til.

Læs også: Sådan foregår konfirmation

En række glade konfirmander går ned langs midtergangen, efter de er blevet konfirmeret i kirken.

Kan jeg blive konfirmeret?

For at blive konfirmeret skal du:

  • være døbt med den kristne dåb
  • have fulgt konfirmationsforberedelse
  • være fortrolig med den kristne børnelærdom
  • være fortrolig med folkekirkens gudstjeneste

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke er døbt?

Hvis du vil konfirmeres, skal du først være døbt. Konfirmation betyder bekræftelse af dåben. Det giver kun mening, hvis der er en dåb at bekræfte. Så længe du er barn, skal dine forældre eller den, der har forældremyndighed give lov til dåben.

I nogle familier fravælger man barnedåben, for at barnet selv kan vælge senere. Det kan være i forbindelse med konfirmationen. 

Hvad gør jeg, hvis jeg er døbt i en anden kirke end folkekirken?

Hvis du er døbt i en anden kristen kirke i Danmark eller udlandet, skal du ikke døbes igen i folkekirken for at blive konfirmeret. Du skal bare have din dåbsattest med og vise den til præsten, når du begynder på konfirmationsforberedelsen. Ved konfirmationen bliver du så medlem af folkekirken. Dine forældre eller den, der har forældremyndigheden, skal være indforståede. 

Hvornår er jeg fortrolig med kristen børnelærdom?

Godt spørgsmål! Man bliver aldrig færdiguddannet i tro eller fortrolighed med kristendom. Husk, at konfirmandundervisningen ikke slutter med en eksamen. Den slutter med en fest. Der står i den kongelige anordning for konfirmation, at det påhviler præsten at tilse, at betingelserne er opfyldt. Pointen er, at du skal engagere dig og deltage i undervisning og gudstjenester.

Hvor mange gange skal jeg gå i kirke?

Du skal være fortrolig med gudstjenesten, altså selv lære den at kende. Det er ikke det samme som teoretisk viden. Så du skal ikke læse tykke bøger om gudstjenesten. Du skal selv hen i kirken og være med.

Når du er blevet konfirmeret, kender du spillereglerne i en kirke. Så er du altid på hjemmebane og kan være med, når du skal i kirke en anden gang, bliver inviteret til bryllup og dåb eller skal til en begravelse. Præsten bestemmer, hvor mange gange, du skal gå i kirke før konfirmationen.