Når personalet bliver nærmeste pårørende

Jeppe Carsce Nissen er som præst for fem plejecentre i København måske den præst i folkekirken, hvis menighed har højeste gennemsnitsalder. Og hvor flest dør alene. Han får flere og flere bisættelser, som kommunen har overtaget, fordi der ikke er nogen pårørende. Men selv når der ikke møder en eneste pårørende frem, bliver der taget afsked med den døde på samme måde, som når kirken er fyldt, fortæller han.

- Vi synger tre salmer som ved enhver anden bisættelse, ritualet er fuldstændig det samme, uanset om der er pårørende eller ej, fortæller præsten, der altid finder frem til dem i plejepersonalet, som kendte den døde bedst. For ham er personalet nemlig også pårørende, der har brug for at tage afsked. Og de kan give ham et billede af, hvem den afdøde var.

- Plejepersonalet kommer tæt på mennesker i den meget intime situation, det er at ligge for døden. De er meget opmærksomme på at bevare værdighed i relationen. På den måde er de også pårørende. Det blik de har set den døende med, bærer jeg ind i talen. Og så kender de ofte til andre pårørende, som kommunen ikke ved noget om, siger plejesektorpræsten. 

Gud er hos den, der er alene

Det sker da også tit, at der uventet dukker en gammel kollega eller nabo op og for det meste er de nærmeste i plejepersonalet med. Men Jeppe Carsce Nissen holder altså også bisættelser helt uden pårørende, og han insisterer på at holde en personlig tale hver gang. 

- Netop når der ikke er nogen, er det vigtig at forkynde troen på, at Gud er med den, der er alene. Vi har som samfund lovet at følge dem, der ellers skulle være alene, så langt vi kan. Men Gud har lovet, at den døde, som vi ikke kan følge længere, aldrig skal være alene. Heller ikke i døden. Der er tilgivelse, hvor han skal hen og han vil være i Guds hænder der, lige som han har været det i livet.

Der er altid håb

Som præst i plejesektoren taler Jeppe Carsce Nissen tit med ældre mennesker, som ligger for døden. Han forklarer, at man sagtens kan have et godt liv, selv om det slutter ensomt. Hvis man er blevet meget gammel, er alle ens venner måske for længst døde. Og fik man ikke børn, er ens nærmeste slægtning måske en niece i Australien. På den måde kan man leve et rigt og meningsfuldt liv og alligevel være helt alene til sidst. 

Men også mennesker med pårørende kan til sidst tænke på døden som en udfrielse. For man har det som regel meget dårligt, når man kommer på plejehjem. Og Jeppe Carsce Nissen ser det som sin vigtigste opgave at pege på håbet.

- Hvor sundhedspersonalet vil sige, at alt håb om helbredelse er ude, kan plejepersonalet stadig tale om håb i den nære fremtid, fx om en god afsked. Som præst kan jeg tale om et evighedshåb. Det ændrer hele perspektivet. For når jeg har et håb for min fremtid, er jeg i mit nu på en anden måde, end hvis jeg bare ligger og venter på døden, siger han og fortsætter:

- Jeg gør dem opmærksomme på, at deres liv har haft og stadig har betydning. De er unikke og evige som mennesker. Deres glæde og deres kampe er vigtige og vægtige, uanset hvad de har at se frem til her, siger Jeppe Carsce Nissen. 

Mange spørger ham, om han tror på et liv efter døden. De håber måske på det, men kan have svært ved at forestille sig det. Og så er det betryggende, at i al fald præsten tror på det, mener Jeppe Carsce Nissen.