Hverdagen blev en selvopholdelsesdrift

Louise Graa Christensen

Det er en episode, der står som tatoveret ind i folketingspolitiker for Venstre Søren Gades hjerne. Dengang hans kone, Helle, ringede til ham i Polen, hvor han var på militærøvelse i kraft af sit daværende job som major i det danske forsvar. For flere hundrede kilometer væk fra ham stod hun med beskeden om, at hun havde fået konstateret tyktarmskræft. Og den besked var desværre ikke fremmed for Søren Gade:

- Da hun ringer og siger det, går der mange ting gennem hovedet på mig, for flere i min familie og herunder min mor var døde af tyktarmskræft, så jeg havde lige været igennem det forløb. Det betød, at jeg med det samme forstod alvoren i det og var realistisk omkring det, siger han.

Herefter hastede Søren Gade hjem til et liv, der de næste otte år blandt andet bød på en ministertitel, men ikke mindst bar præg af, at hans kones kræftsygdom gradvist blev forværret. Samtidig med at sygdommen, efterhånden som den skred frem, naturligvis fyldte mere, bar forløbet hele vejen præg af hans kones ønske om at opretholde en hverdag så normal som muligt.

- Helle passede sit arbejde så længe som overhovedet muligt og ønskede også, at jeg blev som minister i den periode, jeg var det, selvom det betød meget tid væk fra hjemmet. For hverdagen blev en selvopholdelsesdrift for hende, og det ville føles, som om alt var galt, hvis jeg bare sad derhjemme og kiggede, siger han.

'Jeg holder af hverdagen'

Af samme grund er Dan Turéels sang 'Jeg holder af hverdagen' også blevet en favorit for Søren Gade, selvom den frase måske er lidt klichefyldt, bemærker han. 

- Men hverdagen er det tryggeste, vi mennesker har, og som syg er du væk fra hverdagen. Man finder ud af, at hverdagens trummerum ikke er så dårligt endda.

At familien kunne opretholde de normale rytmer skyldtes ikke mindst, at Søren Gades kone til sidst blev passet hjemme. Det var muligt, fordi hendes søster og en faster, som begge er sygeplejesker, hjalp til med det. Og selvom Søren Gade har fuld forståelse for og stor respekt for alle dem, der ikke har mulighed for at passe deres nære hjemme, glæder han sig over, at det var muligt i hans familie. Også Søren Gades mor blev passet hjemme.

- Det betyder rigtig meget, fordi den syge er i vante omgivelser og kan have pårørende omkring sig i døgndrift. For os betød det også, at vi kunne opretholde en normal rytme, hvor jeg gik på arbejde, børnene gik i skole, vi spiste aftensmad sammen og så videre, selvom vores dagligdag var vendt på hovedet, siger han.

Respekt for tiden

Selvom familien fortsatte med hverdagen, var deres liv alligevel ændret, understreger Søren Gade. Fra han fik beskeden, blev alt anderledes, og sådan ville det også selvom have været, hvis Helle skulle være blevet rask.

- Efter sådan en besked bliver livet aldrig det samme, for den gør noget ved dig. Jeg ved ikke, om man kan sige, at man værdsætter livet mere, men det minder en om, at livet er skrøbeligt. Derfor føltes det næsten som om, vi havde pligt til at få det bedste ud af de dage, vi havde, siger han og fortsætter: 

- Vi fik sagt tingene mere råt for usødet og aftalte at have det, vi kaldte et 'veto-kort', som man helt uden forklaring kunne trække, hvis der var et eller andet, vi skulle deltage i, som man ikke havde lyst til at tage med til, siger han.

Og det betød mere tid sammen.

- Da Helle blev syg, snakkede vi om, at der ikke var uanede mængder af tid tilbage, og at vi derfor skulle bruge den bedst muligt. Det betød, at vi fik flere oplevelser sammen både derhjemme og på nogle rejser. Det med at skændes gjorde vi heller ikke rigtigt for i respekt for, at tiden kan være knap, skal man bruge den på noget positivt. 

Stop med at tale, start med at leve

Søren Gades kone planlagde sin egen begravelse og valgte blandt andet selv de salmer, der skulle synges. Det at tale åbent om, at tiden var ved at rinde ud og sygdommen i det hele taget, var vigtigt for Søren Gade og hans kone, selvom de ikke havde behov for de snakke ret ofte.

- Helle var syg on-off i godt otte år, og det betød, at vi nåede at få talt tingene igennem. Så det, at vi opretholdt en hverdag, betød ikke, at hun var i fornægtelse omkring det. Det fyldte bare ikke så meget i ord hen mod slutningen, siger han.

På den måde levede familien livet uden at vende døden ryggen ved at ignorere den: 

- Man skal anerkende, at sygdommen er der og snakke om den, men på et tidspunkt må man også stoppe med at tale og leve i stedet for. Det er jo en proces, for til at starte med handler det om, at den sygdom bare skal gå væk, indtil du på et tidspunkt i processen finder ud af at leve med, at den måske ikke går væk. Så kan du sidde og vente og tude, eller du kan leve dit liv, siger han.

Døden kom stille

Noget, familien meget nødigt ville tale om, var, når det var tid til kontroller på sygehuset. Det gjorde de naturligvis alligevel, men det var frygteligt hver gang, husker Søren Gade.  

- Når man hører ordet kræft første gang, rammer dine følelser dig som en hammer, og sådan var det også op til kontrollerne. For når Helle var rask, talte vi ikke så meget om sygdommen, men når der kom en indkaldelse, var det en knugende fornemmelse. Hvis svaret så var positivt, kom lettelsen, hvis ikke kom håbløsheden og så videre. Kun patienter og pårørende ved præcis, hvor hårdt det er, siger han. 

Da Søren Gades kone døde i 2008 efter lang tids sygdom, var familien hårdt ramt, men selve afskeden var smuk:

- Helle havde ikke været ved bevidsthed de sidste par døgn, og hun var helt smertedækket, så der var en fredfyldthed. Det var ikke uhyggeligt, og vi havde allerede talt om, hvad der skulle ske. Vi følte os trygge, og døden kom stille, så det var en meget stærk oplevelse, husker han. 

Helle lever videre

Det blev især to ting, der holdt Søren Gade oprejst under sygdomsforløbet og efter Helles død: Hans tro, og hans og Helles to døtre. Han havde mange samtaler med sin præst, og fandt stor trøst i det. Når det kom til at stå op om morgenen, var det tanken om døtrene, der fik ham ud af sengen.

- Jeg havde ondt af mig selv, men noget af det smukke ved at have børn er, at man må sætte sine egne behov lidt til side. Jeg mistede selv min mor, da jeg var 33, og smerten er måske ti gange større hos børn, end hos en voksen, siger han.

I dag lever Helle stadig videre for Søren Gade og hans døtre. Hun kigger på dem fra billeder i hjemmet, og det er ikke et tabu at tale om hende.

- Jeg er så privilegeret at have to dejlige børn og en familie, som er defineret af den kvinde, jeg blev gift med. Det liv, jeg har i dag, er et outcome af det liv, der var med hende. Jeg kan ikke lave om på, at hun ikke er her, men jeg synes, familien er kommet igennem med hovedet op og benene ned, og at vi har et godt liv hver især og sammen.