Det vigtigste er at være der for den døende

Marianne Luna Røndal

Vi ser ofte døden på tv, men ikke så ofte i det virkelige liv. Det kan gøre os i tvivl om, hvordan man skal være der for et menneske, som ligger på kanten af livet. Det kan måske føles akavet. Skal man holde i hånd? Synge en sang eller en salme? Hvad skal man sige?

Det handler om at være der

For præst ved KamillianerGaardens Hospice i Aalborg, Ole Raakjær, er det væsentligste både enkelt, og så alligevel ikke.

- Det vigtigste er, at man er der, siger Ole Raakjær og forsætter:

- Men det er en udfordring for os moderne mennesker bare at være til stede. Jeg kan huske en, der fortalte om sin far, som ikke var kontaktbar. Hun følte sig sat på standby. Hun kunne hverken komme frem eller tilbage. Vi er vant til at få noget til at forandre sig og ændre ting.

De fleste mennesker dør efter sygdom eller af alderdom. Det gør det muligt at blive holdt fri af smerter.

- Når man spørger folk, hvad de er mest bange for, når de dør, svarer de, at de er bange for smerterne eller at dø alene, siger Ole Raakjær. 

Vær ikke bange for at gøre nogen kede af det

Når smerterne er dækket ind, handler det som pårørende om at være der. Helt lavpraktisk kan man sætte sig ved siden af den døende. På hospice, hvor Ole Raakjær er præst, ser han nogle gange, at den døende ligger i sengen, og de pårørende sidder i sofaen, langt væk.

- Det kan være en god idé at sætte sig tæt på. Som døende kan man også have det mærkeligt med, at de mennesker, der er i rummet, sidder og hvisker, for hvad snakker de om? siger han.

Samtidig skal vi ifølge Ole Raakjær ikke være bange for at spørge om ting, der kan gøre os kede af det.

- Mange mennesker har en forestilling om, at hvis man først bliver ked af det, så holder det ikke op. Men det gør det. Når vi bliver kede af det, er det jo fordi, vi er vigtige for hinanden. Sorgen og kærligheden er to sider af samme sag, siger Ole Raakjær og fortsætter:

- Det er en gave, vi kan give til hinanden, at man godt må være ked af det. Så kommer man til at tale om det fælles liv og de oplevelser, man havde. For de fleste er det værste, at man skal være alene med det svære.

Lyt og tal om fælles oplevelser

Vibeke Hedegaard er vågekone ved Vågetjenesten organiseret af Aalborg Provstiers Menighedspleje. For hende handler det først og fremmest om at mærke efter, for eksempel, om den døende er troende og har lyst til at få sunget en salme eller bedt en bøn. 

- Man ved jo, at hørelsen er det sidste, der forsvinder. Nogle gange kan man tale med den døende. Andre gange er der ikke kontakt, men så kan jeg ved at holde i hånd få indtryk af, om der alligevel er kontakt. Det vigtigste er at lytte, hvis den døende kan tale. Ellers må man læse ansigtsudtryk, siger Vibeke Hedegaard og pointerer:

- Det vigtigste er at være der. Jeg har ikke nogen dagsorden.

Mange siger ja til at få sunget en salme

Hvis man er pårørende, vil man ofte vide, om den døende er troende. Selvom troen ikke har haft stor betydning for den døende i livet, kan det få større betydning på dødslejet. 

- Jeg vil typisk spørge et døende menneske, om han eller hun har lyst til, at vi synger en salme, beder en bøn og jeg lyser velsignelsen. Og det er der rigtig mange, der siger ja til, også flere, end man skulle tro. Mange siger, at de beder Fadervor hver aften, siger Ole Raakjær og fortsætter:

- Religion og religiøsitet får en anden betydning på kanten af livet. Så man skal ikke være bange for at spørge om det. Der er mange, som oplever det som hjælpsomt at skrive de salmer ned, som skal synges til deres begravelse, siger Ole Raakjær.

Det sidste øjeblik er ikke det vigtigste

Han oplever ofte pårørende, for hvem det er vigtigt at være der, døden indtræffer, og derfor vil vide, hvornår det sker.

- Nogle mennesker lægger et meget stort fokus på det sidste øjeblik, og de bebrejder sig selv, at de måske lige var ude at trække en mundfuld frisk luft, da deres far eller holdt op med at trække vejret. Der kan det være vigtigt at tænke på, at vigtigste er, at man har været der, mens han eller hun var vågen, at man har haft et liv med hinanden, siger Ole Raakjær.

Han tror, at det kan hjælpe ens egen sorgproces, hvis man kan være der i den sidste tid:

- Jeg hører tit nogen sige: 'Vi gjorde, hvad vi kunne'. Man kan ikke få situationen til at ændre sig, men man kan sige til sig selv, at man var der.