Trivselsmålinger fjerner fokus fra det hele menneske

Andreas Lindbjerg Nielsen

- Jeg synes godt, der kan gå lidt kostald i den, når vi hele tiden bruger ordet trivsel.

Sådan siger leder af Grundtvig-Akademiet, Ingrid Ank, om trivselskrisen, som vi alle taler om.

Og det er ingen tilsnigelse at påstå, at alle taler om det. For det gør vi. Fra politikerne på Christiansborg, forskere, fagprofessionelle og debattører til folk derhjemme over spisebordet og på arbejdspladsen: De unges trivsel. Eller mangel på samme. Senest har TV 2-dokumentaren ’Presset Ungdom’ sat fokus på trivslen, som kun ser ud til at blive værre, særligt drevet frem af pigerne fra 15 til 19 år.

Og Ingrid Ank er da også helt med på, at det er et reelt problem og nogle meget reelle følelser, som man ikke skal forklejne. Det ved hun, for hun er selv mor til to døtre på 13 og 18 år. Når hun alligevel mener, at der kan gå kostald i debatten, handler det mest om måden, vi taler om det på.

- Jeg synes, at der sker en grad af instrumentalisering af mennesket i den måde, vi taler om trivsel. Det lyder lidt, som om man skal kontrollere, at besætningen ude i stalden er i vækst. Og hvis ikke, så må vi jo effektivisere noget, for at få skabt fremdrift igen. Det bliver et meget mekanisk begreb, siger Ingrid Ank.

LÆS MERE: Ensomheden truer, når studielivet begynder

Hvorfor drikker Jeppe?

Hun understreger, at hun ikke er modstander af målinger. Men at et stort fokus på ét parameter – trivsel – kan gøre, at vi mister blikket for en helhed og nogle vigtige perspektiver.

- Det kommer let til udelukkende at handle om, at de unge har det dårligt og skal have det bedre. Men det bliver symptombehandling, hvor man glemmer at tale om problemet i sin helhed. For hvorfor drikker Jeppe? Det gør han jo af en grund, og den grund er uden for og ikke inde i det unge menneske. Når man tænder morgenradioen, hører man om de kæmpe problemer, der er i Danmark og i verden med klimakriser og krig. Og man spørger sig selv: Kan demokratiet overhovedet fikse det? Det giver jo en reel bekymring hos mange, og så er det da klart, at de unge synes, at fremtiden ser håbløs ud. Så hjælper det ikke så meget at sidde og føle efter nede i maven. Der er jo faktisk noget konkret at være bange for, som i den grad kræver handling, siger Ingrid Ank.

De evigt utilstrækkelige

Men hvem er ”de unge”, som vi taler så meget om? Spørger man gymnasie- og studenterpræst i Ikast, Valdemar Ringsmose, som har mange samtaler med unge mennesker om deres tanker og udfordringer, giver det simpelthen ikke mening at tale om ”de unge” som en samlet pulje. I hvert fald ikke uden at generalisere og forsimple både problemerne og derfor også de eventuelle løsninger.

- Jeg synes tit, man i den store diskussion glemmer blikket for det enkelte menneske. Og så kan man godt komme til at fokusere for meget på en bestemt udslagsgivende faktor – skolereform, sociale medier og så videre – som kræver en bestemt løsning på problemet. Men så simpelt er det desværre ikke. Jeg møder unge med en mangfoldighed af baggrunde og problemer, og der nytter det ikke at se på nogle enkelte gennemgående faktorer. Så mister man blikket for det hele menneske, siger Valdemar Ringsmose.

Dermed ikke sagt, at der ikke er temaer, som går igen. Især følelsen af utilstrækkelig og ensomhed følges nemlig tit ad.

- Mange af dem har virkelig mange forventninger til sig selv, og de er fuldstændig druknet i en følelse af utilstrækkelighed. Nogen kæmper med næb og klør for at leve op til idealerne, og andre er bukket under i resignation og har givet helt op på tilværelsen.  

For mange eller for få krav

Studenterpræsten tror ikke, at hvis bare vi lod være med hele tiden at italesætte problemerne, så ville de forsvinde.

- Krisen og de unge menneskers følelser er jo helt ægte. Men jeg er selvfølgelig også opmærksom på at få afmonteret nogle urealistiske idealer. Det har altså aldrig været meningen, at man skal være lykkelig hele tiden. Og er du ikke det, så er kuren i hvert fald ikke at kigge tilstrækkeligt ind i dig selv for at finde løsningen. Sådan hænger det ikke sammen, siger Valdemar Ringsmose.

Sådan er der tilsyneladende mange ting, der ikke er den gyldne løsning. Det er simpelthen for kompleks og sammensat en størrelse til ”quick fixes”. Ingrid Ank, lederen af Grundvig-Akademiet og mor til to teenagere, tror for eksempel ikke på, at det ville hjælpe at stille færre krav til de unge. Vi bliver nemlig nødt til at stille krav, det skal bare være de rigtige:

- Vi må gerne kræve noget af de unge, som kan give dem et ansvar. En følelse af, at der er brug for dig. I familien, i samfundet. Det andet er et misforstået hensyn, som jeg da også har taget mig selv i at have overfor mine egne børn. Men ligesom os voksne, så har de brug for at være i et fællesskab, hvor der kræves noget af en, hvor vi løfter sammen.

Og det skal selvfølgelig passe, siger Ingrid Ank og hentyder til, at det ikke bare skal være et pædagogisk redskab, som skal aktivere de unge.

- Så kan de måske også hjælpes ud af den selvoptagethed, som man helt naturligt kan blive viklet ind i, særligt i en billedrig tid med telefoner og sociale medier. De skal vide, at vi har brug for dem, så vi kan hjælpe dem ud af den selvoptagethed og det overdrevne fokus på dem selv og deres præstationer, for det er ikke noget rart sted at være. Jeg tror, det handler om at vende selvoptagethed til selvforglemmelse.