Fortsæt til hovedindholdet
21. februar 2025

Sammen hjælper sognene verdens udsatte

Søndag den 9. marts går tusindvis af indsamlere på gaden landet over, når Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling løber af stablen for 27. gang. I en verden med krig, konflikt og nød hjælper hver en indsamlet krone.

Du kan også blive indsamler til Folkekirkens Nødhjælps Landsindsamling. Foto: Bax Lindhardt

Asger Jørgensen

 

Der bliver trykket på hundredertusinder af dørklokker søndag d. 9. marts, når flere end 10.000 frivillige samler ind til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Ukraine, Gaza og Zimbabwe. Langt de fleste indsamlere går ud fra sognegårdene, der har en central plads i indsamlingen til verdens mest udsatte. Det er folkekirkens sociale indsats med internationalt fokus. Det kaldes i kirken for international diakoni.

- Diakoni er kirkens hjertesag. Diakoni udøves, når mennesker træder i karakter som næstekærlige medmennesker og bruger deres evne til at hjælpe andre og medvirke til at forbedre deres livskvalitet. For os er diakoni formidlingen af Guds kærlighed i ord og handling, siger Marianne Christiansen, biskop over Haderslev stift.

LÆS OGSÅ: Nødhjælp, hjælper det?

Mad, hygiejne og psykologisk førstehjælp til folk i nød

Pengene fra årets indsamling går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i verdens mest udsatte lande. I år er der særligt fokus på Gaza og Ukraine, hvor vi står klar med varme måltider, hygiejnepakker og psykologisk førstehjælp, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær. 

- Men blikket er også rettet mod Zimbabwe, hvor vi for eksempel kan hjælpe med at dyrke afgrøder, der kan tåle ekstrem tørke. Situationen i landet bliver tit overset i mediedækningen, og derfor er det så vigtigt, at vi husker den.

- Verdens udfordringer kan virke uoverkommelige, men sammen kan vi gøre en forskel for de mennesker, der hver dag kæmper for en bedre fremtid. For dem selv og deres familier. 

Som indsamler er man typisk ude at samle penge ind i 2-3 timer. Meld jer derfor gerne en flok venner, i familien, eller mød nye på dagen du kan gå med.

Du kan melde dig som indsamler til Sogneindsamlingen på linket her.

Sognelindsamlingen 2025

  • Sogneindsamlingen har siden 1999 fundet sted anden søndag i marts, og der deltager årligt 10.000 indsamlere og hundredvis af indsamlingsledere.
     
  • Sidste år blev der samlet 11,5 millioner kroner ind til udsatte familier, der lever med klimaforandringer og krig i blandt andet Gaza, Ukraine og Malawi - takket været de flere end 10.000 frivillige, der deltog i indsamlingen.