Fortsæt til hovedindholdet
16. november 2024

Så du Paprika Steen bede i TV 2-serie? "Bønnen er et beskyttelsesrum," siger præst

Når man står på kanten af livet, kan man få trang til at bede en bøn. Også selv om man aldrig har prøvet det før eller ikke ser sig selv som troende, siger ledende beredskabspræst, der har talt - og bedt - med mange mennesker i krisesituationer.

Billede af Paprika Steen i tv-serien Familier som vores

Paprika Steen i rollen som den troende Fanny i serien Familier som vores. Fotocredit: Per Arnesen/Zentropa/TV 2/PR-foto

Asger Jørgensen

- Har du nogensinde bedt en bøn?, spørger den ene kvinde, Fanny, i skikkelse af Paprika Steen.

- Nej, siger Asta Kamma August, der spiller Christel, men hun vil gerne prøve. Så de to kvinder beder en bøn om tro håb og kærlighed.

Scenen foregår på en færge mellem Danmark og Polen på flugt fra vandmasserne, der er ved at oversvømme Danmark og gøre landet ubeboeligt i Thomas Vinterbergs serie 'Familier som vores', der lige nu kan ses på TV2.

Og en bøn passer godt midt i kaos og utryghed, siger Susanne Worm Steensgaard, ledende beredskabspræst i Region Hovedstaden.

- Bønnen er et beskyttelsesrum af ro og fred, vi slår op over os selv midt i kaos. I en krisesituation har vi som mennesker brug for at føle os set og hørt, siger hun.

LÆS MERE: "Bøn får mig til at huske på taknemmeligheden. Og det får børnene til at være stille et par sekunder, inden de kaster sig over maden"

Et behov for ikke at føle sig alene

Som beredskabspræst har hun har talt – og bedt – med mange mennesker, der har været udsat for voldsomme hændelser. Hun husker blandt andet en færdselsulykke, hvor flere personer havde siddet fastklemt i lang tid, mens redningsmandskabet forsøgte at få dem ud.

- Der bad de deres fadervor. De forventede ikke guddommelig indgriben, men havde behov for at blive rummet og ikke føle sig alene. De sagde bagefter, at det havde givet dem fred, selvom de ellers ikke anser sig selv for at være specielt troende, fortæller Susanne Worm Steensgaard.

Hun siger, at en bøn ikke har noget formkrav. Man skal ikke sige noget bestemt og kan bare være de ord, der trænger sig på.

- Det kan bare være en fri bøn om den situation, man sidder i. Måske kan man slutte af med fadervor. Det er ikke ordene, men selve bønnen, der giver ro, siger præsten.

Effekten af en bøn aftager over tid, alligevel mener Susanne Worm Steensgaard ikke, at man skal afskrive dens betydning. Heller ikke den kun giver ro et par timer eller måske kun få minutter.

- Bønnens kraft er, at vi bærer den med og kan slå beskyttelsesrummet op om os igen, fordi vi kan bede den igen senere. På den måde minder vi os selv om, at Gud går med på de mørkeste steder, siger hun.

LÆS MERE: Ti klassiske bønner

Fannys bøn i 'Familier som vores'

Vi beder dig, lad os forblive åbne over for underet

Så vi ikke forstener i fornuftens begrænsethed

Og vi ikke tør tro på det, vi ikke kan begribe

Og ikke tør håbe på det, vi ikke kan begrunde

Og ikke tør elske det, vi ikke kan forklare

Giv os tro, håb og kærlighed