Fortsæt til hovedindholdet
5. september 2019

Natkirken fylder 20 år

I to årtier har det åbne kirkerum i aftentimerne skabt et sted for ro, åndelighed og eftertænksomhed. På det interaktive kort kan du finde en natkirke i nærheden af dig.

Til natkirke i Københavns Domkirke må folk gerne føle, at de er tilstede i et andet univers end det, der buldrer på den anden side af kirkevæggene. Foto: Natkirken

Nanna Rønnov Johansen

- Udenfor er der aften og mørke - indenfor er kirken fuld af levende lys. Stille musik fylder rummet, der denne aften giver plads til ro og fordybelse, til at bede en stille bøn eller skrive en bøn.

Sådan er natkirke beskrevet i Sankt Nicolai kirke i Kolding, der er blandt de 29 steder i landet, hvor man kan sætte sig ind i kirkerummet i aftentimerne.

Fredag den 6. september er det 20 år siden, at konceptet med natkirke begyndte. Idéen opstod i 1999 i fire københavnske bykirker, og siden har fænomenet spredt sig til andre kirker på Sjælland, Fyn og i Jylland.

LÆS MERE om natkirke

Natkirke for de nysgerrige

Stemningen i natkirken er ofte afslappet, og der stilles ikke krav til, at man skal kende kirkens ritualer. Ifølge Christian Monrad, der er natkirkepræst i Københavns Domkirke, kan natkirken favne dem, der er nysgerrig på kirken.

- Jeg tror, de fleste mennesker er tiltrukket af åndelighed og fordybelse. Men det kan være lige skarpt nok at komme ind fra gaden og deltage i en højmesse, hvis man ikke kender sproget for det, siger han.

Til en søndagsgudstjeneste følger man altid et fast forløb, men til natkirke kan man komme og gå, som man vil.

LÆS MERE om natkirkepræstens opgaver

Skal føles som et eventyr

Hvis man i forvejen går i kirke, kan natkirke være en måde at prøve en anderledes andagt. Christian Monrad er inspireret af den tyske teolog Rudolf Otto, som mente, at Guds nærhed bliver oplevet gennem påvirkning af ens følelser.

Til natkirke i Københavns Domkirke iscenesætter han kirkerummet gennem musik og stemningsfuld belysning, så folk kan føle, at de er tilstede i et andet univers end det, der buldrer på den anden side af kirkevæggene.

- Det skal føles, som at man deltager i et lille eventyr, siger natkirkepræsten.

LÆS MERE: Natkirker har bredt sig til hele Danmark

Startede som et åbent rum

I 1999 besluttede fire københavnske bykirker at holde åbent i aftentimerne, hvor mennesker på deres vej gennem byen kunne søge indenfor i kirken for at finde ro.

Siden har natkirke nogle steder udviklet sig til samtalegrupper, koncerter, bibelfortællinger, lystænding og meget mere. Fænomenet er også blevet kendt i kirker i nabolandene.

- Nu får vi masser henvendelser fra tyskere, englændere og nordmænd, som vil ind og se natkirken. Der er mange henvendelser fra Nordeuropa og stor nysgerrighed, fortæller Christian Monrad.

Man kan være med til at fejre natkirkens 20-års fødselsdag i Københavns Domkirke fredag den 6. september om formiddagen med kaffe og kage og igen om aftenen med reception og musik.

Vil du i natkirke?

På kortet herunder kan du se, hvor i landet der findes natkirke. Kortet viser hver kirkes adresse og hjemmeside, hvorfra du kan klikke dig videre til kirkens kalender. Du kan også søge efter natkirke i kirkekalenderen.