Klara blev endelig vist frem for familien
Stemningen blev mere afslappet og uformel, da 1-årige Klara tumlede rundt i kirken på sin dåbsdag. For flere familiemedlemmer var det på grund af pandemien første gang, de så hende.
Andreas Lindbjerg Nielsen
Klara Holme Hjortshøj siger pænt nej tak, da præsten i Skødstrup Kirke begynder at hælde små håndfulde vand på hendes hår. Ganske vist ikke med ord, men med kropssproget viser den et-årige pige tydeligt, at hun synes, at det er noget underligt noget.
Sådan kan dåbsritualet udarte sig, når man holder barnedåb for et barn på et år eller derover – de såkaldte tumlingedåb. Og dem er der en del af for tiden som følge af efterslæbet fra coronanedlukningen.
Klara blev døbt sammen med en anden pige, Lærke, der fyldte et år samme dag. Og det at de to små piger var så livlige og deltagende, gjorde at hele stemningen blev mindre anspændt, fortæller Nanna Hjortshøj, mor til Klara:
- Det var en virkelig dejlig oplevelse, at begge dåbsbørn var ”store”. Det gjorde det lidt mere uformelt og festligt, at alle sad og grinte af de to hoveder, der løb og tumlede rundt.
LÆS MERE: I fjerde forsøg blev Petra døbt
Klara er Nanna Hjortshøj og kæresten Mads Holme Sørensens første barn, så de har haft god tid til at falde til i rollen som forældre inden barnedåben.
- Hvis Klara havde været tre måneder, havde jeg helt sikkert haft mere fokus på, om hun blev sulten eller træt eller begyndte at græde midt i det hele, siger Nanna Hjortshøj.
LÆS MERE: Slog barnedåb og 1-års fødselsdag sammen
Stadig højtideligt
Grunden til, at Nanna og Mads valgte at få Klara døbt, ligger mere i det traditionsbårne end i det religiøse. Og da flere af gæsterne slet ikke havde set Klara endnu på grund af coronarestriktionerne, så gav det ekstra god mening at vise barnet frem på en mere højtidelig måde, siger Nanna Hjortshøj:
- Vi ville jo gerne vise hende frem. Så barnedåben var også en måde at markere, at hun er blevet en del af familien.
LÆS MERE: Tumlingedåb