Hvor går grænsen for præsters ytringsfrihed?

Hvor politiske må præster være? Hvad må de udtale sig om? Det har gennem tiderne ofte været til debat, og senest er spørgsmålet atter blevet aktuelt, efter sognepræst i Svanninge Sogn, Therese Strand Kudajewski, har været til samtale hos biskoppen i Fyns Stift efter at have ytret sig kritisk om corona-vaccinen.

Så hvor går grænsen for, hvad præster må ytre sig om? Vi har spurgt professor i religionsret, Lisbet Christoffersen, der er ansat ved Roskilde Universitet. Og svaret er - som så meget andet her i livet - ikke sort-hvidt.

Ældgammel lov i spil

Som præst har man nemlig både ytringsfrihed og ytringspligt. Det vil sige, at præster har pligt til at forkynde evangeliet ved gudstjenester, kirkelige handlinger, konfirmationsundervisning, i kirkeblade mv. Det er simpelthen en del af jobbet. Og det giver dem en umiddelbar ytringsfrihed, som vi plejer at kalde forkyndelsesfrihed.

Samtidig er der tradition for, at præster i både prædikener og i øvrigt virke sætter det kristne budskab ind i en samfundsmæssig aktuel kontekst. Og det er her, det kan blive en balancegang at have ytringspligt, forklarer Lisbet Christoffersen.

- Præsternes ytringspligt i forhold til evangeliet er også en ytringsfrihed. Men netop fordi præstegerningen betyder, at man bliver sat op på et podie, hvor man skal ytre sig, er der rammer for, hvad man må sige. Den indlysende ramme er, at man ikke må bruge sin position på podiet til at nedgøre andre eller skælde andre ud. Dette ville jo i så fald være i Guds navn. I loven står, at præsterne skal holde sig til at 'straffe synden i almindelighed'. De må ikke ’røre nogen ved navn’, det vil sige ikke hænge nogen ud ved navn. Det er det, der er pointen, siger hun.

Loven, Lisbet Christoffersen refererer til, er Danske Lov fra 1683. Altså en ældgammel lov, som ikke desto mindre stadig er gældende. Og som i nyere tid gentagne gange har været i spil i sager, hvor præster har fået en påtale for at være for ’politiske’.

Ingen private holdninger i præstekjole 

Det er imidlertid ikke kun den 339 år gamle lovtekst, der sætter rammerne for, hvad præster må og ikke må sige. Den anden centrale faktor er, at præster er offentligt ansatte. Alle offentligt ansatte har ytringsfrihed, men det er afgørende, at man gør det klart, at man udtaler sig på vegne af sig selv om privatperson – og ikke på vegne af den organisation, hvor man er ansat.

Som præst må man altså ikke repræsentere kirken på en måde, som kirken ikke vil præsenteres på. Og også her er det en balancegang, siger Lisbet Christoffersen.

- Det er vanskeligt for præster, netop fordi præsteembedet handler om at gøre evangeliet relevant. Mange præster siger også ’Jamen, jeg er jo præst hele tiden’, men det centrale er, at man ikke må placere sig selv i en position, så ens holdning kan tolkes som folkekirkens, siger hun.

- Der er helt oplagt ting, som folkekirken ikke har en mening om, så præsten må ikke få det til at se ud som om, at hans eller hendes holdning er folkekirkens holdning. Derfor går det ikke at stille sig op i præstekjole foran kirken og tale som privatperson. Her efterlader man indtryk af, at man taler på kirkens vegne.

LÆS MERE: Hvad mener folkekirken om...

En digital glidebane

I den virkelige verden er det et regelsæt, der er til at tage at føle på. Når vi bevæger os ind i den digitale verden, bliver det til gengæld straks mindre håndgribeligt. På sociale medier er profilen knyttet op på præsten som privatperson, men som modtager er det svært at afkode, om det er præsten eller privatpersonen, der taler.

- Udgangspunktet er, at vi på sociale medier udtaler os som privatperson. Det har ombudsmanden slået fast. Men det ændrer ikke på, at det er en glidebane. Man skal gøre det helt stjerneklart, at man her udtaler sig som privatperson, siger Lisbet Christoffersen.

Men selv om man gør dét klart, har man stadig ikke frit spil, når man stiller sig op på ølkassen på sociale medier. Der er nemlig også helt grundlæggende en grænse for, hvor groft man har lov at ytre sig, også selv om ytringerne kommer fra privatperson. Også det har ombudsmanden udviklet faste normer for. Så selv hvis man som præst sørger for hverken at bryde med Danske Lov eller reglerne for offentligt ansatte, er der fortsat grænser for, hvor groft man må udtale sig om andre.

'Man må være ekstremt politisk'

Til gengæld er der vide rammer for, hvor politisk præsten må være. Overholder man alt det ovenstående, er der rent juridisk intet til hinder for, at man som præst er politisk, fastslår Lisbet Christoffersen.

- Man må være ekstremt politisk som præst. Man må tage evangeliet og sætte det i relation til hverdagen, også selv om nogen måtte opfatte det som politik. Men man må ikke hænge nogen ud, siger hun.

Historisk set har præster haft en lang tradition for at være repræsenteret i folketinget. Traditionen går tilbage til teologen N.F.S. Grundtvig og biskop D.G. Monrads tid, og siden sognepræst Søren Keiser-Nielsen blev valgt ind for det Radikale Venstre i 1909, har faggruppen været præsenteret fast. Lige indtil folketingsvalget i 2019, hvor der for første gang i 100 år ikke længere sad en præst blandt de 179 medlemmer.

LÆS MERE: Når præsten stiller op som politiker