Fortsæt til hovedindholdet
14. juni 2022

Hvert fjerde homoseksuelle par vælger kirkebryllup

10 år efter lovændringen vælger flere par af samme køn kirken, når de skal vies. Det er fortsat færre end par af forskellige køn. Men kirken er blevet mere bevidst om at inkludere alle i fællesskabet, lyder det fra både biskop og LGTB+.

Peter Rothgardt Borg og Peter Borg Rothgardt blev viet i Århus Domkirke 11. august 2012 af daværende biskop Kjeld Holm. Siden har knap 1000 par af samme køn fulgt trop i kirker over hele landet. 

Af Charlotte Kongsgaard Nielsen

Den 15. juni 2022 kan folkekirken markere et særligt jubilæum. Det er nemlig 10 år siden, at det blev muligt for par af samme køn at blive gift i kirken.

Siden den historiske dag i 2012 har knap 1000 par af samme køn givet hinanden deres ’ja’ foran alteret, og i dag danner kirken i gennemsnit ramme om hver fjerde vielse af par af samme køn.

For homoseksuelle var lovændringen især skelsættende, fordi man nu fik lov at kalde det et ægteskab frem for registreret partnerskab. Det siger sekretariatschef for LGTB+, Susanne Branner Jespersen, der er uddannet antropolog og konfliktmægler.

Men for den enkelte betød det også, at man nu kunne få det bryllup, man drømte om, siger hun.

- Lovændringen kom til at betyde, at par af samme køn kan få lov at fejre deres kærlighed inden for de rammer, de ønsker. Loven cementerede, at et ægteskab er et ægteskab. Uanset køn. På det tidspunkt var det en kæmpe sejr, siger Susanne Branner Jespersen.

LÆS MERE: Tidslinje - Fra partnere til ægtefolk

Ikke alle føler sig velkomne

Kigger man på par af forskellige køn, vælger hvert tredje af disse par i dag en kirkelig vielse. Ifølge Susanne Branner Jespersen skyldes forskellen, at par af samme køn kan føle sig afvist, når præster har ret til at afslå at vie dem. 

Men det handler også om en mere grundlæggende følelse af ikke at høre til, mener hun.

- Jeg tror, det hænger sammen med, at vores målgruppe i mindre grad end andre har følt sig velkomne i kristne kirkelige fællesskaber. Som LGBT+person har man typisk oplevet af blive udgrænset i skolen, på arbejdspladsen og ude i samfundet, og så søger man måske ikke kirken, hvor der er risiko for at blive afvist igen. Jeg vil tro, at folk derfor ikke har erfaring med at føle sig knyttet til kirken, siger hun.

Det er en følelse, som Peter Rothgardt Borg kan sætte sig ind i. Han og hans mand var et af de første par af samme køn, der fik en kirkelig vielse. For dem var det en udelukkende positiv oplevelse at blive gift i kirken, men Peter Rothgardt Borg forstår godt, hvis man som homoseksuel kigger mod rådhuset frem for kirken.

- At nogle præster ikke vil vie homoseksuelle, er med til at understøtte følelsen af, at homoseksuelle ikke er 100 procent velkommen i kirken, og det tror jeg afholder folk fra at henvende sig til kirken, når de skal giftes. Et bryllup er en betydningsfuld og festlig dag, så man har ikke lyst til at risikere at løbe panden mod en mur, siger han.

LÆS MERE: 600 mennesker klappede Peter og Peter ud af kirken

Biskop: Servicen skal være i top

Biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard, er ikke overrasket over, at flere heteroseksuelle end homoseksuelle par vælger en kirkelig vielse. Han mener, at loven er så relativ ny, at det også vil kunne ses i tallene. Men det ærgrer ham, hvis det er følelsen af ikke at være velkommen, der ligger til grund.

- For mig er det vigtigt at signalere, at par af samme køn naturligvis er meget velkomne i kirken. Og at de vil blive mødt med glæde. Det er trist, hvis de ikke føler sig velkomne, for det er de virkelig, siger Elof Westergaard.

Ifølge biskoppen spiller kontakten mellem kirken og det enkelte par en afgørende rolle.

- Dem, der kontakter kirken, skal mødes med venlighed og imødekommenhed. Det oplever jeg også, at der er stor opmærksomhed på blandt præster og provster. Kan man grundet ens skriftsyn ikke selv vie et par af samme køn, har man en forpligtelse til at følge sagen til dørs, så en anden præst foretager vielsen. Servicen skal være i top, om jeg så må sige, så alle føler sig velkomne og inkluderet, siger han.

LÆS MERE: Efter 22 års ventetid blev Stig og Steen ægtefolk

Det kræver tillid

Hos LGBT+ Danmark oplever man også, at der i kirkerne er fokus på at være imødekommende, lyder det fra sekretariatschefen.

- Jeg har megen dialog med kirkelige fællesskaber, og jeg ser en klar stigende bevidsthed i kirken om, at de kirkelige fællesskaber har et særligt ansvar for den her målgrupe, siger Susanne Branner Jespersen, der for nyligt har optrådt på kirkefestivalen Himmelske Dage med netop det emne.

Ifølge biskop Elof Westergaard vil vi med tiden formentligt se lige så mange par af samme køn, som par af forskellige køn, der vælger en kirkelig vielse.

- Når vi om 10 år kan fejre 20-års jubilæum, er jeg sikker på, at forskellen vil være udjævnet. Det kræver tillid til, at man bliver mødt ordentligt, og på det punkt er jeg ret fortrøstningsfuld.

LÆS MERE: Poul og Nicolais ’ja’ var det første: Vielser af homoseksuelle fejrer 10-års jubilæum