Hvad sker der på store bededag?
Sidste år fejrede vi som bekendt store bededag for sidste gang. Men hvad skal der nu ske på dagen, der i over 300 år var en helligdag og vigtig kirkelig begivenhed?
Andreas Lindbjerg Nielsen
Selvom bededagen fra 1. januar i år er afskaffet som officiel helligdag, er det stadig en begivenhed, som mange kirker vælger at markere. Søger man i kirkekalenderen, kommer der over 100 resultater på forskellige bededagsfejringer. Mange holder gudstjeneste eller en andagt og byder på varme hveder, enten på selve dagen, den fjerde fredag efter påske, eller, som vi kender det, på store bededagsaften, altså aftenen før bededag.
Der er langt de fleste steder tale om korte, alternative gudstjenester, for eksempel med meditation, musik, lystænding eller freds-tema.
Store bededag har også traditionelt været en populær konfirmationsdag. De fleste steder har man flyttet dem til andre dage, men mindst 75 kirker holder fast i konfirmation den 26. april, altså den dag vi tidligere ville have holdt fri og fejret helligdagen.
LÆS MERE: Alt om store bededags-sagen
Konference om forholdet mellem kirke og stat
Der har været meget debat om selve den politiske proces, som i sin tid førte til afskaffelsen af store bededag. På den baggrund har biskopperne taget initiativ til konferencen 'Stat og Folkekirke efter Bededagsprocessen 2023’. Den finder sted dagen inden store bededag, den 25. april 2024, fra kl. 10 til 16 på Christiansborg. (se indbydelse, program og talere til konferencen her)
I forlængelse af konferencen afholder Københavns Domkirke en fredsgudstjeneste kl 17.00 ved biskop Peter Skov-Jakobsen.