Diakoni er igen kommet på dagsordenen

Marianne Luna Røndal

Besøgsvenner. Julehjælp. Vågetjenester. Sorggrupper. Diakoni – kirkens sociale arbejde eller omsorgstjeneste – spænder bredt.

Diakoni er igen kommet højere op på dagsordenen i folkekirken, både organisatorisk, kirkepolitisk og på det helt nære plan. Kirkens sociale arbejde fylder mere, hvilket man kan se i projekter som for eksempel ’Folkekirkens Familiestøtte’, vågekoner, sorggrupper og fængselspræster.

LÆS MERE: Diakoni – kirkens omsorgstjeneste

Flere diakonipræster

I folkekirken som organisation vender man i højere grad blikket mod kirkens sociale arbejde, mener Mette Møbjerg Madsen, der er generalsekretær i Samvirkende Menighedsplejer.

- Der er kommet et meget større organisatorisk fokus på det. Der er for eksempel kommet diakonipræster, altså ressourcepersoner, som fokuserer på diakoni, siger Mette Møbjerg Madsen.

Diakoni på den kirkepolitiske dagsorden

Diakoni er kommet så meget på dagsordenen i folkekirken igen, at det i 2006 vandrede helt op ad den kirkepolitiske dagsorden. Betænkning 1477 om ’Opgaver i sogn, provsti og stift’ nævner diakoni som sammen med gudstjeneste, mission og undervisning som de fire væsentligste opgaver eller funktioner i folkekirken.

Ifølge forstander ved Diakonhøjskolen i Aarhus, Jens Maibom Pedersen, er folkekirkens fokus på diakoni blandt andet øget, fordi der er mindre modstand.

- Diakoni er i et folkekirkeligt regi vendt tilbage. Det er blevet legitimt igen og næsten blevet lidt moderne at snakke om. Diakonien har altid været en del af kirkens arbejde. Men på grund af teologiske uenigheder har det været gemt væk. Det nye er, at i dag kan vi tale om det. Kirken har en forpligtigelse på at tage det diakonale arbejde til sig.

Diakoni er en del af kirkens DNA

Socialt arbejde indenfor kirken og kristendommen har eksisteret siden oldtiden, og ’diakon’ eller ’menighedstjener’ er nævnt flere steder i Bibelen. Men da kirkelige organisationer som Blå Kors og Kirkens Korshær begyndte deres arbejde i henholdsvis 1895 og 1912, overtog de en stor del af kirkens sociale arbejde. Man kan sige, at diakonien i høj grad blev udliciteret til organisationer.

Med udviklingen af velfærdsstaten tog staten samtidig det sociale ansvar på sig. Visse steder i folkekirken var der en modstand mod organiseret diakoni, det blev set som men som organisationernes og velfærdsstatens opgave.

Modstand mod diakoni er mindsket

Udviklingen inden for folkekirkens sociale arbejde er blandt andet sket, fordi velfærdsstaten ændrer sig, og fordi den modstand, der tidligere har været i grupperinger i folkekirken, er mindsket. Det mener Johannes Nissen, der er tidligere lektor i praktisk teologi og forfatter til flere bøger om diakoni.

- Der har været en gruppering i folkekirken, som mener, at socialt arbejde statens opgave, ikke kirkens. Den er ikke så stor længere. Tidehvervs-fløjen er blevet mere åben overfor mission, og nogle er blevet mere åbne overfor diakoni. Det er dog langt fra den eneste brik, siger Johannes Nissen.

En anden brik er velfærdsstatens udvikling.

- I dag lever vi i en konkurrencestat, hvor man tænker ’noget for noget’. I den gamle velfærdsstat talte man om ’noget for intet’. Det svarer i kristendommen til ’nåden for intet’, siger Johannes Nissen.

LÆS MERE: Suppeaften samler folk, kirke og kommune

Video: Kirken kan udbrede modkultur 

Socialt arbejde med stærke værdier

Socialt arbejde i folkekirken tager afsæt i det kristne menneskesyn i mødet med andre mennesker, og det påvirker måden at gå til mennesker på, mener forstander ved Diakonhøjskolen i Aarhus, Jens Maibom Pedersen.

- Når man tager afsæt i det kristne menneskesyn, vil der opstå nogle nye farver på paletten, for så handler det ikke om, hvad der er ret og rimeligt eller om mig, så kan det handle om tilgivelse, forsoning, næstekærlighed. Det er en helt andet afsæt, siger Jens Maibom Pedersen.

LÆS MERE: Kirken og kommunen arbejder tættere end nogensinde

Mere samarbejde øger kvaliteten

Flere projekter på tværs af kirke og kommune og kirke og organisationer øger kvaliteten af kirkens sociale arbejde, mener Jens Maibom Pedersen.

- Traditionelt set i det kirkepolitiske landskab har organisationer som Kirkens Korshær og Blå Kors taget sig af blandt andet de tunge misbrugere. Men det diakonale arbejde er også præster, der besøger folk i fængslerne eller præster, der er organiseret i korshæren. I dag er der flere samarbejdsprojekter, siger Jens Maibom Pedersen.

Hvor diakoni ifølge Jens Maibom Pedersen tidligere har været folkekirkens stedbarn, sidder det i dag med ved bordet. Samarbejdet mellem kirke og kommuner og mellem kirke og organisationer er steget. Han mener, at det øgede samarbejde en positiv tendens indenfor kirkens sociale arbejde, for det øger kvaliteten.

- Hvis man i en by som Aarhus kan sætte sig sammen kirke og organisationer og blive enige om, at der altid skal være tre steder, hvor mennesker der ikke har noget sted at være, kan få en kop kaffe, så kan man koordinere vagtplaner, siger han og fortsætter:

- Kirken er ikke så bange for kommunen og kommunen er ikke så bange for kirken længere. Og det er godt. Jo mere man kan samarbejde, jo mere kvalitet kommer der i tilbuddene.