Fortsæt til hovedindholdet
18. august 2022

Biskopper til ansatte: Brug DRs undersøgelse positivt

Biskopper opfordrer ansatte i folkekirken til at bruge DR-undersøgelse til at skærpe opmærksomheden på arbejdsmiljøet i kirken.

DRs undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken skal bruges som anledning til at få talt om problemerne, lyder det fra flere biskopper til ansatte i kirken.

Charlotte Kongsgaard Nielsen

Det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken er kommet til debat, efter DR har offentliggjort en ny undersøgelse, der viser, at hver tredje ansat i kirken inden for de seneste fem år har følt sig nedgjort på arbejdet.

Det har fået flere af landets biskopper til at skrive ud til menighedsråd, præster og medarbejdere i folkekirken med en opfordring om at tage resultatet af undersøgelsen meget alvorligt. Og samtidig at bruge undersøgelsen som anledning til at tage fat om problemet.

Biskop over Fyns Stift, Tine Lindhardt, understreger i et brev til de ansatte, at ingen skal tales ned til, og det skal være trygt at gå på arbejde i folkekirken.

- Lad os derfor bruge DRs undersøgelse som en anledning til at skærpe opmærksomheden på arbejdsmiljøet. Vi skal behandle hinanden ordentligt og tale ordentligt til hinanden, også når vi er uenige. For selvfølgelig er man ikke altid enige, og selvfølgelig skal man kunne diskutere, men man skal gøre det uden at nedgøre, ydmyge og mobbe hinanden. Hvordan vi gør det, er det nødvendigt, at vi får drøftet, lyder det blandt andet fra Tine Lindhardt.

LÆS MERE: Kirkeminister kaldt i samråd om arbejdsmiljø

"Vi skal ikke affeje problemerne"

Også biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, opfordrer de ansatte til at have ekstra fokus på, hvordan det går, og hvilke problemer, der eventuelt måtte være lokalt.

- Alle stifter har folkekirkens psykiske arbejdsmiljø på dagsordenen og arbejder hele tiden med, hvordan vi kan forebygge, vidensdele og sikre, at alle ved, hvordan de skal agere, hvis de er udsat for eller får kendskab til mobning, chikane og krænkelser i folkekirken.

Jeg håber, I vil bruge DRs fokus som en positiv anledning til at skærpe opmærksomheden om, hvordan det går hos jer, og hvilke problemer, I evt. måtte have lokalt, skriver Marianne Christiansen i brevet.

I alle stifter arbejdes der kontinuerligt med det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken. I Helsingør Stift påpeger biskop Peter Birch, at de nye tal fra DR understreger, at der fortsat er brug for en indsats. Han opfordrer medarbejderne til at gå ind en lokal drøftelse af arbejdsmiljø og omgangsformer og tage en åben dialog om, hvordan behovet for ledelse bedst håndteres i den enkelt kirke.

- Vi skal ikke gå i defensiven og affeje problemerne, hvor de er, men tage en åben samtale om, hvordan vi skaber en fælles forståelse af, hvad det vil sige at være kolleger og have et arbejdsfællesskab. For ingen skal blive syge af at gå på arbejde, ingen skal føle sig nedgjort, ingen skal udsættes for mobning eller chikane. Det hverken kan eller må vi acceptere som kirke, skriver Peter Birch.

LÆS MERE: Folkekirken får permanent arbejdsmiljørådgivning

En fælles indsats med hjælp udefra 

Biskopperne er enige om, at løsningen på problemet kan se meget forskellig ud fra kirke til kirke, da der for eksempel er stor forskel på menighedsrådenes opgavemængde, antallet ansatte og problematikker. Men det skal være trygt at gå på arbejde.

Biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen håber derfor, at folkekirken med hjælp udefra komme problemet til livs.

- Jeg håber, at Landsforeningen af Menighedsråd og de faglige organisationer vil tage del i arbejdet sammen med os biskopper. Forhåbentligt kan vi med hjælp fra eksperter med forstand på psykisk arbejdsmiljø sammen finde frem til gode fælles løsninger, lyder det fra Peter Skov-Jakobsen.

LÆS MERE: Krænkende handlinger i folkekirken er uacceptable