Folkekirken får permanent arbejdsmiljørådgivning
Trivslen og arbejdsmiljøet i kirkelivet landet rundt kommer i fokus, når folkekirken fra 1. januar 2022 får en permanent arbejdsmiljørådgivning, som er målrettet til folkekirkens forhold.
Pressemeddelelse fra Kirkeministeriet:
Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning er det officielle navn på rådgivningen, der også kendes som FAR.
FAR kan med egen rådgivningschef og specialiserede rådgivere med særligt kendskab til folkekirkens forhold bidrage til håndtering af konkrete arbejdsmiljøudfordringer såvel som forebyggende indsatser. Formålet er at understøtte arbejdsmiljøarbejdet og forebygge arbejdsskader i folkekirken.
Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning har hidtil fungeret som forsøg i perioden 2016-2021, hvor der er indsamlet vigtige erfaringer. I en evaluering af projektet svarede to tredjedele af rådgivningens brugere, at de enten i høj grad eller i meget høj grad var tilfredse med den rådgivning, de havde modtaget.
Om Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning siger kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen:
- Et godt arbejdsmiljø er afgørende for alle arbejdspladser. Det gælder også folkekirken, hvor både frivillige og mange forskellige ansatte udfører et stort og vigtigt arbejde. Nu gør vi Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning til en permanent institution, som kan understøtte trivsel og et godt arbejdsmiljø på folkekirkens mange arbejdspladser i hele landet.
Kirkeministeriet og Folkekirkens Arbejdsmiljøråd, der består af arbejdsmarkedsparter på det folkekirkelige område, står bag det hidtidige forsøgsprojekt. Formanden for Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte, Bjarne Rødkjær har som formand for styregruppen ledet forsøgsprojektet med FAR. Han udtaler:
- Det er med lige del glæde og stolthed, at vi nu kan hilse Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning (FAR) velkommen. Efter et langt og grundigt forarbejde kan vi nu endelig præsentere en rådgivning, der er forankret i den folkekirkelige verden. Det er især meget tilfredsstillende, at det er lykkedes at skabe en struktur, hvor alle parter, både arbejdsgivere og arbejdstagere, er repræsenteret i den nye bestyrelse. Erfaringerne fra forsøgsprojektet har vist med al ønskelig tydelighed, at der er behov for en rådgivningstjeneste, der har indsigt i de lidt specielle arbejdspladsstrukturer, hvor gejstlige, kirkefunktionærer og menighedsråd arbejder med at få arbejdsmiljøet og samarbejdet herom til at glide i hverdagen. Jeg vil gerne ønske hele folkekirken et stort tillykke med FAR og opfordre til, at alle gør brug af rådgivningens kompetencer og erfaringer.
FAR kan bidrage med både forebyggende indsatser og løsning af konkrete problemer med arbejdsmiljøet på de lokale folkekirkelige arbejdspladser. FAR kan også bidrage til tværgående arbejdsmiljøindsatser i folkekirken, som har til formål at forbedre arbejdsmiljø og trivsel på de folkekirkelige arbejdspladser.
Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning vil blive ledet af en bestyrelse med otte repræsentanter fra blandt andet Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og Kirkeministeriet.
Læs Bekendtgørelse om Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning her.