Beredskabspræst hjalp under tsunami-katastrofen: ”Nogen skal stå fast, når alting vipper”
Anden juledag er det 20 år siden, en tsunami skyllede ind over Sydøstasien og dræbte næsten en kvart million mennesker. 46 af dem var danske. Beredskabspræst Susanne Steensgaard hjalp til helt tæt på – både da de første tilskadekomne kom til Danmark og senere i Thailand, da de omkomne skulle identificeres og sendes værdigt hjem.
Susanne Steensgaard er beredskabspræst i folkekirken og var en del af det nationale katastrofeberedskab, der blev sendt afsted, da Sydøstasien den 26. december 2004 blev ramt af en af de mest dødelige naturkatastrofer nogensinde. I dag er hun ledende beredskabspræst i Region Hovedstaden. Privatfoto
Charlotte Kongsgaard Nielsen
Der er én ting, hun stadig ikke har sluppet 20 år efter tsunami-katastrofen. Det er lugten. Den lugt der opstår, når solen bager ned på livløse menneskekroppe i ruinerne af et 35 grader varmt ferieparadis.
Susanne Steensgaard er beredskabspræst i folkekirken, og hun var en del af det nationale katastrofeberedskab, der blev sendt afsted, da Sydøstasien den 26. december 2004 blev ramt af en af de mest dødelige naturkatastrofer nogensinde.
På 20-året for tsunamien fortæller hun, hvad der mødte hende dengang. Først de forslåede danskere i badetøj i Københavns Lufthavn og senere de desperate pårørende til forsvundne danskere på ferieøen Phuket. Men hun fortæller også om, hvordan hun har fulgt familierne siden. Og om hvordan mange af dem har fået fat om livet igen.
'Velkommen hjem, I er i sikkerhed nu'
Egentlig var Susanne Steensgaard på vej til håndboldstævne i Thisted, da hendes telefon ringede. Det var den 27. december, og man kendte endnu ikke omfanget af de enorme ødelæggelser og dødsfald, tsunamien forårsagede, men hun blev bedt om at vende om og køre til Københavns Lufthavn for at tage imod passagerer i de første fly fra Thailand.
- Det var voldsomt. Mange af dem var forslåede og chokerede, kom på bårer eller i kørestole og havde kun en t-shirt fra Røde Kors ud over deres badetøj. Der kom også børn uden deres forældre, siger hun.
- Min opgave var at røre passagererne på skulderen og sige ’Velkommen hjem, I er i sikkerhed nu, hvordan kan jeg hjælpe?’ Når jeg gjorde det, var der nogen, der satte sig ned og begyndte at græde, fordi det var første gang i mange dage, at de var på sikker grund.
LÆS MERE: Hvad gør jeg ved følelsen af meningsløshed?
De døde kroppe på tempelpladsen
Da katastrofens omfang omsider stod klart, blev Susanne Stensgaard sat på det første fly til den thailandske ferieø Phuket.
I hotellets lobby blev hun som det første mødt af en kæmpe opslagstavle plastret til med efterlysninger. ’Har nogen set Anton på 7 år?’ stod der blandt mange andre hjerteskærende sedler. Og så blev hun mødt af de pårørende. Pårørende, der nægtede at tage hjem til Danmark, fordi de stadig ledte efter et barn, en mor, en ven, en onkel.
- Jeg måtte sige til dem, at det bedste, de kunne gøre, var at tage hjem i sikre omgivelser, så myndighederne kunne gøre deres arbejde. Jeg lovede, at de ville få besked, så snart vi vidste noget, siger hun.
Som dagene gik, fandt man flere og flere af dem. De forsvundne danskere, der var omkommet i vandmassernes ødelæggelser. De thailandske myndigheder ønskede, at alle lig blev samlet på tempelpladserne, og Susanne Steensgaard fik nu til opgave at hjælpe med identificeringen.
- De pårørende fik tilsendt nogle dokumenter, der bekræftede, at tandsæt, fingeraftryk og særlige kendetegn passede. Alligevel var de simpelthen så bange for, at det skulle være den forkerte, der kom hjem til dem i kisten. Men når jeg kunne ringe og fortælle, at jeg var der og var med til at lægge moster Amalie i kisten, og at hun havde de gule øreringe på og den grønne kjole, så fik de fred med, at det var den rigtige, der kom hjem, siger hun.
Sendt hjem med værdighed og omsorg
Ud over 46 danskere mistede 84 nordmænd og 543 svenskere livet. I Phuket Lufthavn opsatte Susanne Steensgaard i samarbejde med de skandinaviske præster et interimistisk udsendingstelt. Her tilbød de små hjemsendelsesceremonier, inden kisterne blev fløjet hjem.
- Vi sang ’Dejlig er jorden’, for den kender man både i Norge, Sverige og Danmark. Og så bad vi Fadervor og lyste velsignelsen over den afdøde. Det betød rigtig meget for de pårørende, at deres kære blev sendt hjem med værdighed, og at der blev draget omsorg for dem, siger hun.
Susanne Steensgaard lavede også små ritualer sammen med pårørende som at lægge blomster i vandet, hvor de havde mistet en kær. Når hun havde samtaler med familierne, arbejdede hun tæt sammen med blandt andet krisepsykologer, og også her fik det rituelle en rolle.
- Når vi sluttede samtalen med at bede fadervor, kom de ud med en form for fred, en dyne af kærlighed, noget håb. Til gengæld kan jeg bruge noget af krisepsykologernes faglighed, så vi supplerede hinanden rigtig godt, siger hun.
LÆS MERE: Så du Paprika Steen bede i TV serie? "Bøn er et beskyttelsesrum"
Mod til at være i magtesløsheden
I dag er Susanne Steensgaard ledende beredskabspræst i Region Hovedstaden og fortsat en del af folkekirkens katastrofeberedskab, der står klar til at rykke ud med akut hjælp til sårede og pårørende, når større ulykker og katastrofer sker. At hjælpe til under tsunami-katastrofen har givet hende en uvurderlig ballast i det arbejde, hun udfører 20 år efter, mener hun.
- Det har givet mig mod til altid at kunne træde ind i en voldsom situation og tale med folk og være en del af det. At turde være midt i magtesløsheden med de her mennesker og få dem til at italesætte, hvad der er svært. Man skal gå med mennesker, der er i smerte og bare være med dem. Nogen skal stå fast, når alting vipper, og det var min opgave, siger Susanne Steensgaard, der dengang lærte noget, som hun stadig har med sig i dag:
- At livet på et splitsekund kan ændres. At det kan være 10 sekunder, der afgør, om man lever eller dør. Den, der fandt en palme at holde fast i, da bølgen bragede ind igennem hotellet, overlevede. Den, der var på vej op efter morgenmad i buffeten, døde, siger hun.
- Og så er der en anden ting. Og det er, at livet altid vender tilbage.
LÆS MERE: Kirke holder mindegudstjeneste for ofrene i Fields
Fat om livet igen
10 år efter katastrofen blev der afholdt mindegudstjeneste for tsunamiens ofre i Helligåndskirken i København, og her oplevede beredskabspræsten nemlig, hvordan mange pårørende havde ’fået fat om livet igen’.
- Familier, der mistede børn dengang, har fået et barn mere, og ham, der vendte hjem uden sin forlovede, er blevet gift med en anden. Ikke som en erstatning for dem, de havde mistet, men de havde fået fat om livet igen. De levede livet igen på trods af det, de havde oplevet, siger Susanne Steensgaard, der har fulgt en del af de danske familier, der mistede børn, forældre, ægtefæller i 2004.
Nogle af dem har gået i hendes sorggrupper. For andre er hun blevet familiens præst.
- Jeg har viet nogle af børnene, der var med dernede dengang. Og jeg har døbt børnebørnene. Så jeg er blevet den der præst, som man gerne vil have med i den glædelige del af livet også, siger hun.