2019 i folkekirken

- I stedet for at pege på en ”ting” har jeg lyst til at pege på en tekst. En artikel, der beskriver en vigtig udfordring for folkekirken. En udfordring, vi heldigvis er godt i gang med at tage hul på. Det er provsterne Esben Thusgaard og Jette-Marie Bundgaard-Nielsen, der i Dansk Kirketidende skriver om samskabelse og vekselvirkning mellem kirke og samfund. Folkekirken har siden 1970’erne været meget optaget af at levere aktiviteter og tilbud af enhver art til mange forskellige befolkningsgrupper. Nogen vil negativt formulere det sådan, at vi er blevet en servicekirke.

- Jeg tror personligt ikke, at folkekirken ville have haft det stærke tag i befolkningen, som vi stadig har, hvis ikke vi havde tænkt os om dengang og sat den vending i gang. Tænk bare på, hvor stor en succes fx børnekonfirmander og babysalmesang er. Men jeg er overbevist om, at artiklens forfattere har ret i, at vi nu skal tænke videre. De skriver, at det er nødvendigt, at vi lader folkekirken udfordre af en samfundsudvikling, der er mere optaget af netværkstænkning end af institutionel indhegning.

- Folkekirken skal netværke og skabe sammen med samfundets institutioner, organisationer og offentlige organer. Sådan er vi med til at styrke både civilsamfundet og de offentlige institutioner i Danmark, og vi gentænker dermed den gamle grundtvigske kongstanke om den nødvendige vekselvirkning mellem folk og kirke. Der kaldes på vores stemme, og det bliver vores opgave i de kommende år at finde nye måder at svare på. Det vigtigste i 2019 var, at der for alvor blev kastet lys på dette. Det er Folkekirkens legitimitet i samfundet, der er på spil.

Iben Maria Zeuthen, journalist

- Jeg udtaler mig nok i denne henseende først og fremmest som journalist. For der er sket noget spændende, rent kommunikativt. I løbet af det seneste år er folkekirken kommet med på podcastbølgen, hvilket, jeg synes, åbner op for så mange muligheder. Podcastformatet er nærmest skræddersyet til fællesskaber som folkekirken, der står for både at have et stærkt formål, genkendelige værdier og en lang tradition for fordybelse.

- Alle de tre ting er præcis de bærende elementer, som kommercielt produceret medieindhold, i disse år særligt podcast, kæmper med at frembringe. Podcast trender, og man vil gerne tjene penge, men det kommer man ikke til, medmindre man ved, hvorfor folk skal lytte. Det store ”why”, det har folkekirken, og derfor fungerer formater som podcasten ’Næstekaffe’ bare utroligt godt.

- Podcast er ydermere en form, der når folk i de særeste situationer, fordi den ikke kræver, at vi sætter os ned og lytter. Og her synes jeg også, at det er godt set at bruge podcast, fordi man når bredere ud end menigheden, og fordi det netop er i hverdagens små underlige labyrinter og ikke kun om søndagen, eller når roen er der, at vi løftes op af at få noget perspektiv.

- I det hele taget er det skønt at se, at Folkekirken stille og roligt begynder at tage ejerskab på fordybelsen. I vores tid er fordybelsen den mest kostbare valuta, og hvis man får kommunikeret udadtil, at her kan kirken være en slags portal, så har man pludselig helt nye folk indenfor murene. Med bredt tænkt indhold får man også blødt op for de hårde fronter, der desværre traditionelt set, især i de etablerede mediehuse, har været mellem trosstof og andet programindhold. Og det er helt oplagt, for samtalen om Gud kan starte så mange forskellige steder, for eksempel i samtalen om at være menneske.

Anders Laugesen, radiovært på P1

- Det vigtigste, der er sket i folkekirken, er alle de ting, som ikke er sket: 

- Arbejdet med at gøre folkekirken til en selvstændig og funktionel størrelse står i stampe og har taget et par skridt tilbage. Stifterne har nemlig igennem en årrække fået beskåret deres økonomi, så tiltag på tværs af stiftsgrænserne er vanskeligt. Til gengæld harstiftsadministrationerne modtaget næsten alle midler fra kirkeministeriets omprioriteringspulje i 2019, for uden administration og organisation ingen kirke. Nye og igangværende initiativer, der kunne udvikle folkekirken har stort set ingen midler fået, og dermed har kirkeministeren prioriteret institutionerne i folkekirken over græsrodsinitiativer.

- Det nødvendige arbejde med at udvikle musikmiljøet i folkekirken omkring nyere kirkemusik lader vente på sig. Det samme gælder et systematisk udviklingsarbejde i forhold til spiritualitet og fordybelse. Det er paradoksalt, at mange medlemmer af folkekirken må betale i dyre domme for spirituelle udviklingskurser for at finde svar på deres søgen. Den manglende vision og økonomi i forhold til udviklingen af et svar på denne søgen er et af de vigtigste ikke-tiltag i år.

- Et andet ikke-tiltag kunne være ikke-tiltaget omkring en omfattende personlig og teologisk religionsdialog. Behovet for dybe, langvarige og omfattende personlige relationer ind i de muslimske miljøer gennem mennesker, der selv har et religiøst sprog, er oplagt. Men sådanne tiltag er ikke gratis, og selv om Folkekirken og religionsmødet har lavet fine arrangementer i 2019, så er der brug for en langt mere omfattende og målrettet dialog med herboende muslimer. Og med buddhisterne.

- Folkekirken brugte ikke reformationsjubilæet til at få diskuteret, hvad det kunne betyde at være en kirke i stadig reformation. Den og andre fundamentale teologiske samtaler er nok et eksempel på vigtige ikke-tiltag gentaget i 2019.

Anton Pihl, produktionsleder på Københavns Museum, næstformand i Vesterbro Sogns menighedsråd, medlem af bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd

- Det Herrens år 2019 var få timer gammelt, da sognepræst Birgitte Kragh Engholm på Vesterbro i København satte dåben til debat i Kristeligt Dagblad: “Det er ikke indholdet, næringen og meningen i dåbsritualet, den er gal med, men formen, sproget og det livsfjerne”.

- To fagudvalg, som biskopperne nedsatte for tre år siden, barslede op til Kristi himmelfartsdag og De Himmelske Dage på Heden med rapporter om gudstjenster, dåb og nadver.

- Det er vigtigt, at der bliver skrevet og tænkt grundigt over folkekirkens gudstjenester og ritualer, for der arbejdes allerede meget med dem overalt i landet. Det er også vigtigt, at der tænkes højt og skabes rum for en fælles samtale. Jeg synes ikke, at vi i 2019 rigtigt fik åbnet samtalen om dåb, nadver og gudstjeneste op for andre end kirkens fagfolk.

- Den svære, men nødvendige øvelse for en evangelisk-luthersk folkekirke er at følge med tiden og formidle i et sprog, som folk flest kan forstå, og samtidig være tro mod kristendommens kerne og de ting, der binder kristne sammen gennem tiderne og på tværs af sprog og kulturer.

- Lad os huske, at folkekirken også er meget andet end bestemte ord og bestemte ritualer. Folkekirken udmærker sig for eksempel også ved de samtaler om tro og liv, hvor det ikke er præsten, der taler mest, og ved de rum, hvor ingen siger noget overhovedet.

Metha Sørensen, næstformand i Indre Mission

- Jeg synes, det er en vildt spændende proces, som biskopperne har sat gang i ved at ønske en folkelig debat om gudstjenestens liturgi - om gudstjenesten form, indhold, og ritualer. 

- At se indad i bevidsthed om, at den fastlagte ritualbog, som vi finder den bagest i salmebogen, i flere og flere menigheder fraviges, fordi man ønsker en mere fri form, som er tilpasset den lokale menighed, giver god mening - især når målet er at skabe bevidstgørelse omkring liturgiens betydning og overveje, om der er noget, som med fordel kunne ændres. Jeg håber, at det bliver en folkelig debat, hvor de, som sidder på kirkebænkene om søndagen, vil give deres mening tilkende, og hvor gudtjenestens liturgi forsat må hvile på Bibelens ord. 

LÆS MERE: Nytårsforsæt for folkekirken